SUstyrelsen administrerer på statens vegne den statslige uddannelsesstøtte (SU-støtte), herunder også udbetalingen af de statslige lån (SU-lån), der ydes under studierne. Tilbagebetalingen af SU-lån administreres fra oktober 1996 af Finansstyrelsen, der får overført SU-lånene fra SUstyrelsen, kort før tilbagebetalingen skal begynde.
SUstyrelsens kunder udgjorde ultimo 2000 ca. 350.000 personer, hvoraf godt 295.000 var støttemodtagere. De sidste 55.000 personer var personer med afsluttet uddannelse, som ikke har begyndt tilbagebetalingen af deres studielån, eller som alene har et krav på tilbagebetaling af for meget modtaget støtte (FM-krav). Derudover var der 121.000 personer, der havde begyndt tilbagebetalingen af deres studielån og derfor var registreret i Finansstyrelsen. I 2000 blev der i SU-støtte i alt udbetalt 9,7 mia. kr., og statens samlede tilgodehavende (SU-gæld) var knap 14,9 mia. kr.
I 2000 fik knap 293.000 stipendiemodtagere tildelt godt 7,8 mia. kr. i stipendiestøtte svarende til ca. 0,6 % af bruttonationalproduktet. Målt i forhold til de offentlige overførsler til husholdningerne svarer stipendiestøtten til godt 3,5 % og godt 29 % af Undervisningsministeriets nettoudgifter, jf. nedenfor.
Antallet af stipendiemodtagere svarer til, at ca. 5,5 % af Danmarks befolkning fik stipendiestøtte i 2000. Omkring halvdelen af de 18-årige og 2/3 af de 19-årige fik stipendiestøtte.
Kapitel 2 indeholder hovedtal for udviklingen i SU-støtten og SU-gælden fra 1997 til 2000. En uddybning af de enkelte emner findes i kapitlerne 3, 4 og 5.
Kapitel 3 beskriver mere detaljeret den tildelte støttes sammensætning i 2000 samt visse udviklingstendenser på grundlag af støttetildelingen de seneste 4 år.
Kapitel 4 viser den endelige støttetildeling for støtteårene 1997 - 2000 efter, at indkomstkontrollen for disse år har fundet sted.
Kapitel 5 omhandler mere specificeret de nuværende og tidligere uddannelsessøgendes studiegæld til staten ved udgangen af 2000.
Kapitel 6 indeholder bilag med bl.a. støttesatser, bilagstabeller, forkortelser og definitioner.
Ved vurderingen af de enkelte tidsserier bør man være opmærksom på, at de anførte beløb er angivet i det pågældende års prisniveau. Det medfører, at de reale udviklingstendenser ofte er noget mindre, end tallene umiddelbart viser.
De i publikationen viste udviklingstendenser er selvfølgelig et resultat af mange faktorer, dels inden for uddannelsesområdet, fx optaget til de videregående uddannelser, støttereglerne og ændringer i de studerendes adfærd, men også som følge af ændringer i samfundsmæssige forhold, der ligger uden for det egentlige uddannelsesområde fx befolkningens alderssammensætning, den aktuelle beskæftigelsessituation m.m.
Kapitlet indeholder hovedtal for udviklingen fra 1997 til 2000 i SU-støtten og i de beløb, som staten har til gode hos nuværende og tidligere støttemodtagere. Kun de overordnede tendenser præsenteres i dette kapitel, mens en mere detaljeret gennemgang af de enkelte emner findes i kapitel 3, 4 og 5.
Tidsserietabeller fra og med 1991 findes i bilagskapitlet, som også indeholder hovedtal for antallet af SU-støttemodtagere og tildelt SU-støtte i undervisningsårene 1975/76 til 1992/93.
SU-støtte tildeles uddannelsessøgende i godkendte uddannelser efter ansøgning fra den studerende og via det uddannelsessted, som den studerende er indskrevet ved. SU-støtte tildeles i form af stipendier og lån eller slutlån. Den studerende kan selv vælge, om han eller hun ønsker støtte i form af lån. Stipendierne er skattepligtige, og lånene skal betales tilbage.
Der findes én stipendiesats for studerende, der bor hjemme hos forældrene, og en anden, højere stipendiesats for udeboende. Udeboende stipendiemodtagere under 20 år i ungdomsuddannelser får dog stipendium efter hjemmeboendesatsen, medmindre uddannelsesstedet træffer afgørelse om andet. Lånesatsen er den samme for hjemme- og udeboende.
Elever i ungdomsuddannelser, der er under 20 år, og som ifølge reglerne skal have beregnet støtte på grundlag af forældrenes indkomster, kan alle få et grundstipendium. De kan herudover få et tillæg til grundstipendiet, der afhænger af forældrenes indkomster.
Hovedparten af støttemodtagerne ønskede kun at modtage stipendium (63 % i 2000). Resten fik både stipendie- og lånestøtte, bortset fra ca. 2.500, der kun fik lån (slutlån).
Der var godt 21.000 (8 %) flere personer, der modtog SU-støtte i 2000 i forhold til 1997. Stigningen fra 1999 til 2000 udgjorde 5.200 støttemodtagere, hvilket svarer til en stigning på 1,8 %.
Stigningen i antal støttemodtagere fra 1997 til 2000 er hovedårsagen til, at det tildelte støttebeløb er blevet 1.906 mio. kr. (24 %) større. Stigningen fra 1999 til 2000 udgjorde 729 mio. kr. (8,1 %).
Antallet af låntagere er fra 1997 til 2000 steget ca. 23.000 (27 %), og låntagernes andel på 37 % af alle i 2000 viser en stigende tendens. Det tildelte lånebeløb er steget med 540 mio. kr. (41 %). Fra 1999 til 2000 steg det tildelte lånebeløb 247 mio. kr. (15 %), primært som følge af en stigning i antallet af låntagere, herunder modtagere af slutlån.
Slutlånene tilbydes i maksimalt 12 mdr. til støttemodtagere, der ikke har klip tilbage i uddannelsen, og som inden for et år kan afslutte uddannelsen. Satsen for slutlån var i 2000 godt 2,5 gange højere end den almindelige lånesats.
I 1997 udgjorde tildelte lån ca. 17 % af den samlede støttetildeling på godt 7,8 mia. kr. I 2000 var andelen steget til ca. 19 % af en støttetildeling på 9,7 mia. kr.
Figur 2.1 Støttemodtagere i 1997 - 2000 fordelt på støtteart.
Stigningen i antallet af støttemodtagere fra 1997 til 2000 på godt 21.000 (8 %) er fordelt med omkring 400 (2 %) i ungdomsuddannelser (UU) og med 20.700 (13 %) i videregående uddannelser (VU) jf. tabel 2.2. Andelen af støttemodtagere i UU har været svagt faldende de senere år. Det skyldes bl.a., at antallet af støttemodtagere i UU i absolutte tal i 1999 og 2000 er lavere end i 1998.
I 2000 udgjorde støttemodtagerne i VU 60 % af samtlige støttemodtagere, men de modtog 73 % (5.755 mio. kr.) af det samlede stipendiebeløb på 7.836 mio. kr. Det skyldes bl.a., at støttemodtagerne i VU i større udstrækning tildeles stipendier efter den højere udeboendesats.
Også med hensyn til lån modtog støttemodtagerne i VU en forholdsmæssig stor del af det totale lånebeløb på 1.867 mio. kr., nemlig 85 % (1.593 mio. kr.). Dette skyldes især, at en væsentligt større andel af støttemodtagerne i VU optog SU-lån end støttemodtagerne i UU. Lånene udgør således en mindre andel af den samlede støtte i UU end i VU. I 2000 udgjorde lånebeløbet på 273 mio. kr. i UU ca. 12 % af det samlede støttebeløb til UU, mens låneandelen for VU var på ca. 22 %.
Figur 2.2 Støttemodtagere i 1997 - 2000 fordelt på uddannelseskategori.
Figur 2.2 viser udviklingen i antallet af støttemodtagere fra 1997 - 2000 i UU og VU. Hvor VU er steget hvert år, var der et lille fald i antallet af støttemodtagere i UU i både 1999 og 2000.
Tabel 2.3 viser, at 31 % af stipendiemodtagerne i 2000 modtog forældreafhængig støtte (inkl. grundstipendium), mens 69 % fik stipendium uafhængigt af forældrenes indkomstforhold.
Andelen af stipendiemodtagere med forældreafhængig støtte er faldet fra 35 % i 1997 til 31 % i 2000. Andelen af de forældreafhængige, som kun fik grundstipendium, udgjorde i 2000 ca. 45 %.
De forældreafhængige stipendiemodtagere fik 14 % af det samlede stipendiebeløb i 2000 - en andel der har været for nedadgående gennem de seneste år.
Af tabel 2.4 fremgår det, at de hjemmeboende stipendiemodtagere i 2000 udgjorde ca. 85.100 (29 %) og de udeboende 207.500 (71 %) af alle stipendiemodtagere. Den tildelte stipendiestøtte til hjemmeboende og udeboende udgjorde henholdsvis 1.000 mio. kr. (13 %) og 6.836 mio. kr. (87 %).
I forhold til 1997 er antallet af hjemmeboende i 2000 faldet med 2.400 (3 %), mens antallet af udeboende er steget med ca. 22.700 (12 %).
Stigningen i det tildelte stipendium til hjemmeboende var fra 1997 til 2000 på 74 mio. kr. (8 %). For de udeboende var stigningen 1.292 mio. kr. (23 %), hvilket primært er en følge af, at antallet af udeboende stipendiemodtagere steg med 12 %.
Tabel 2.5 viser, at de 18-årige udgjorde 10 % af samtlige stipendiemodtagere. De 19-årige udgjorde 13 % og var dermed den største enkeltaldersgruppe. Herefter faldt andelen til 11 % for de 20-årige og 8 - 9 % for hver enkelt aldersgruppe mellem 21 og 25 år. Andelen falder herefter gradvist med alderen fra 7 % for de 26-årige til 2 % for de 29sårige. De ældste, dvs. de 30-årige og derover, udgjorde 8 % af samtlige stipendiemodtagere.
Inden for UU-gruppen var 75 % af stipendiemodtagerne mellem 18 og 20 år, mens den tilsvarende aldersgruppe i VU-gruppen kun udgjorde 5 %.
I VU var 12 % af stipendiemodtagerne 30 år og derover, mens denne aldersgruppe kun udgjorde 2 % inden for UU.
Af tabel 2.6 ses det, at de kvindelige stipendiemodtagere udgjorde 58 % af alle stipendiemodtagere i 2000.
Blandt de ca. 292.600 stipendiemodtagere i 2000 havde ca. 25.100 personer (8,6 %) tilsammen 37.000 børn. Det svarer til, at hver gennemsnitligt havde 1,5 børn. Inden for ungdomsuddannelserne havde "kun" ca. 3.300 (2,8 %) børn, mens det tilsvarende tal for de videregående uddannelser var ca. 21.800 (12,5 %). I forhold til 1999 var der i 2000 0,4 procentpoint flere, der havde børn.
I tabel 2.7 opgøres antallet af støttemodtagere, der i perioden 1997 til 2000 afbrød et uddannelsesforløb, og antallet der begyndte på en uddannelse igen.
Der var i 2000 knap 26.000 (8,8 % af alle støttemodtagere), der afbrød et uddannelsesforløb. Det svarer til en stigning på 1 procentpoint i forhold til 1997, hvor 7,8 % afbrød en uddannelse. Til gengæld tyder statistikken på, at en stigende andel kommer i gang med en uddannelse inden for det samme år. I 1997 var der godt 32 %, der begyndte en ny uddannelse det samme år, mens det i 2000 var mere end 38 % af afbryderne, der begyndte på en ny uddannelse samme år.
Af de ca. 21.300 støttemodtagere, der afbrød i 1997, var 13.600 (knap 64 %) begyndt på en ny uddannelse ultimo 2000 (efter en 3-årig periode). Af de 23.500 støttemodtagere med afbrud i 1998 var 13.800 (ca. 59 %) begyndt på en uddannelse igen ultimo 2000 (efter en 2-årig periode), mens 13.300 (knap 57 %) af de 23.600, som afbrød i 1999 ultimo 2000, havde begyndt på en ny uddannelse (efter 1 år).
Støttemodtagernes indkomster ved siden af SU-stipendier i 2000 fremgår af tabel 2.8. Oplysningerne om egenindkomsterne er indhentet fra Told- og Skattestyrelsen. Det laveste årsfribeløb i 2000 var på 60.588 kr. En mindre del (ca. 15 %) af støttemodtagerne med egenindkomster, der er større end 60.588 kr., skønnes ved indkomstkontrollen at få krævet en del af støtten tilbage.
Tabellen viser en stor spredning i de indkomster, støttemodtagerne havde ved siden af støtten. 17 % tjente således under 10.000 kr. Omkring 2/3 tjente mindre end årsfribeløbet på 60.588 kr. i 2000, mens ca. 36 % tjente mere.
Det forventes, at kun ca. 5 % skal tilbagebetale en del af støtten, dels fordi årsfribeløbet bliver forhøjet i en del tilfælde (for egne børn, legater o. lign), og dels fordi det månedlige fribeløb har 3 forskellige værdier (5.049 kr., 12.609 kr. og 22.510 kr.).
Månederne før, man begynder en uddannelse, og månederne efter, den er afsluttet, indgår i beregningen af årsfribeløbet med højeste fribeløbssats, og fravalg af støtte indgår med mellemste sats. Dette medfører, at man kan beholde støtten, selvom egenindkomsterne er betydeligt over laveste årsfribeløb.
For at få en bedre målestok for, hvor meget en studerende tjener ved siden af støtten, når han er under uddannelse hele året, er helårsstøttemodtagernes egenindkomst specificeret i tabel 2.8.
Det fremgår, at ca. 27 % tjente under 10.000 kr., og at ca. 57 % tjente mellem 10.000 og 60.000 kr. Således tjente omkring 84 % mindre end den laveste årsfribeløbsgrænse på 60.588 kr., mens de resterende ca. 16 % tjente omkring laveste årsfribeløbsgrænse eller mere.
Over 90 % af helårsstøttemodtagerne inden for ungdomsuddannelserne tjente mindre end den laveste årsfribeløbsgrænse, mens godt 80 % af helårsstøttemodtagerne i de videregående uddannelser tjente mindre. Det er blandt de resterende knap 10 % af støttemodtagerne i UU og knap 20 % i VU, der evt. rejses et IK-krav. I alt forventes der dog – som nævnt – kun rejst IK-krav vedr. 2000 over for ca. 5 % af støttemodtagerne.
Ved udgangen af 2000 havde godt 281.000 nuværende eller tidligere støttemodtagere gæld til staten i form af ikke færdigbetalte SU-lån, jf. figur 2.3. Desuden var der 33.000 personer, som havde FM-gæld (for meget modtaget støtte), hvoraf knap 20.000 personer havde både SU-lånegæld og FM-gæld.
Antal personer med SU-lånegæld er forøget med godt 29.000 fra udgangen af 1997 til 2000. Tilgangen af nye SU-lånedebitorer (skyldnere) har altså i perioden været større end det antal personer, der er blevet færdige med at betale deres SU-lånegæld (der ses her bort fra nettobevægelser i antal personer med misligholdt SU-lånegæld).
Figur 2.3 Debitorer med restgæld på SU-lån eller FM-gæld pr. ultimo 1997 - 2000.
Anm.: Hverken misligholdte SU-lånegældsforhold, FM-gældsforhold eller UFO-gældsforhold (se bilag 21 ) indgår.
Antallet af SU-lånedebitorer forventes også at stige i de kommende år. Det skyldes dels, at antallet af støttemodtagere i en lang periode er vokset, dels at lånetilbøjeligheden har været stigende i de seneste år.
Ved udgangen af 2000 var knap 121.000 (ca. 43 %) af de godt 281.000 SU-lånedebitorer i gang med at betale deres SU-lånegæld tilbage.
Figur 2.4 Restgæld på SU-lån og FM-gæld pr. ultimo 1997 - 2000.
Anm.: Hverken misligholdte SU-lånegældsforhold, FM-gældsforhold eller UFO-gældsforhold (se bilag 21 ) indgår.
Staten havde i slutningen af 2000 knap 13,7 mia. kr. til gode hos de i alt knap 294.000 debitorer, jf. figur 2.4. Dette tilgodehavende er steget knap 3,0 mia. kr. (28 %) siden udgangen af 1997. Restgælden på SU-lån udgør 98 % af den samlede restgæld.
De fleste FM-krav fremsættes, fordi det efterfølgende viser sig, at den studerende har haft for stor indkomst ved siden af SU-støtten (IK-krav), eller fordi den studerende afbryder sin uddannelse, får orlov, bliver inaktiv m.m.
IK-krav vedrørende et støtteår rejses først ca. 3/4 år efter udgangen af det pågældende støtteår, når indkomsterne for støtteåret er overført fra Told- og Skattestyrelsen. Alle indkomstkontrolkravene vedrørende støtteåret 2000 er ikke rejst endnu, og tallene vedrørende IK-krav er derfor foreløbige.
Der skønnes at blive rejst ca. 31.200 krav om tilbagebetaling af ca. 239 mio. kr. i for meget modtaget støtte vedrørende støtteåret 2000, jf. tabel 2.9. Knap halvdelen af kravene (14.600) forventes at være IK-krav. Disse krav er gennemsnitligt højere end afbrudskravene, og det tilbagekrævede beløb i forbindelse med IK-krav forventes at udgøre 67 % (159 mio. kr.) af det samlede tilbagekrævede beløb på 239 mio. kr. Afbrudskravene udgjorde godt 50 % af det totale antal skønnede krav og beløbsmæssigt ca. 33 %.
Der er tale om en stigning på omkring 1.900 krav fra 1999 til 2000 fordelt med ca. 400 flere IK-krav og ca. 1.600 flere afbrudskrav. En del af forklaringen på denne stigning er, at der i samme periode har været en stigning på godt 5.000 støttemodtagere.
Den støtte, der bliver udbetalt for meget pga. for høj indkomst, tilbagekræves med et procenttillæg (7 %), som er indeholdt i de tilbagekrævede beløb (i alt 9 mio. kr. vedrørende 2000).
Tabel 2.10 viser, at godt 50.000 gældsforhold blev færdigbetalt i 2000. Antallet af færdigbetalte SU-lån er steget fra 22.200 i 1997 til 23.500 i 2000. Af de færdigbetalte gældsforhold i 2000 udgjorde SU-lånene 46 % og FM-gælden 54 %.
Tilbagebetalingen af SU-lån begynder normalt først et til to år efter, at uddannelsen er afsluttet. Den strækker sig normalt over 7 til 15 år afhængig af lånegældens størrelse.
Det er typisk de SU-lån, der blev udbetalt i støtteårene 82/83 til 87/88 (lån 4), som er ved at blive færdigbetalt. Af de færdigbetalte SU-lån i 2000 var 8.700 af denne type.
Tilbagebetalingen af FM-krav begynder normalt to måneder efter, kravet er fremsat, og debitor skal som hovedregel afvikle gælden i løbet af højst 3 år. Godt 21.700 (80 %) af de færdigbetalte FM-krav i 2000 vedrørte krav, der var fremsat i 1998 - 2000.
Normalt finder tilbagebetalingen af SU-gæld sted i overensstemmelse med en fastsat plan for afviklingen af gælden. I nogle tilfælde forløber tilbagebetalingen ikke efter planen, og gældsforholdet bliver betragtet som misligholdt.
Administrationen af tilbagebetalingen af SU-lån blev i oktober 1996 overført til Finansstyrelsen. Når en lånedebitor ikke overholder de fastsatte vilkår for tilbagebetalingen, overfører Finansstyrelsen efter et stykke tid gældsforholdet til et særligt administrationssystem for misligholdt gæld, hvor gældsforholdet forbliver, selv om debitor på et senere tidspunkt genoptager betalingen på normal vis. Gældsforhold, der er overført til dette administrationssystem, betragtes i denne sammenhæng som misligholdt gæld. En del af den således opgjorte misligholdte gæld nedenfor, kan derfor godt være under ”normal tilbagebetaling” på opgørelsestidspunktet pr. ultimo 2000.
Administrationen af tilbagebetalingen af FM- og UFO-gæld, som indtil efteråret 1999 alene blev varetaget af SUstyrelsen, blev fra dette tidspunkt delt mellem SUstyrelsen og Finansstyrelsen i forbindelse med etablering af et nyt opkrævningssystem. Det nye system indebærer, at SUstyrelsen varetager opkrævningen af FM-gælden, så længe tilbagebetalingen forløber efter den fastlagte tilbagebetalingsplan. Hvis denne plan ikke efterleves af debitor, sender SUstyrelsen gældsforholdet til tvangsinddrivelse i Finansstyrelsen, som placerer gældsforholdet i administrationssystemet for misligholdt gæld. Også i denne sammenhæng betragtes gældsforhold i dette administrationssystem som misligholdt gæld, selv om debitor på et senere tidspunkt genoptager tilbagebetalingen.
I forbindelse med ibrugtagningen af det nye opkrævningssystem i SUstyrelsen blev styrelsens beholdning af UFO-gældsforhold (uerholdelige fordringer) i november 1999 overført til tvangsinddrivelse i Finansstyrelsen. Disse gældsforhold er også placeret i misligholdelsesregistret i Finansstyrelsen og indgår derfor også i opgørelsen af misligholdt gæld.
Disse administrative omlægninger bevirker, at man ikke umiddelbart kan sammenligne nedenstående opgørelse af misligholdt gæld med opgørelser fra tidligere år.
Ved udgangen af 2000 var der registreret knap 54.000 misligholdte SU-gældsforhold med en samlet (ikke ajourført) restgæld på knap 1.202 mio. kr., jf. tabel 2.11. Omkring 33.000 af disse gældsforhold med en restgæld på godt 900 mio. kr. vedrørte SU-lånegæld. De resterende godt 21.000 med en restgæld på godt 322 mio. kr. vedrørte FM- og UFO-gældsforhold.
Dette kapitel giver en mere detaljeret beskrivelse af støttetildelingen i 2000 og af udviklingen gennem de seneste 4 år end i kapitel 2. Støttetildelingen er opgjort efter støtteårets udgang og er reguleret for rejste afbrudskrav, men ikke for tilbagekrævede beløb i forbindelse med den efterfølgende indkomstkontrol.
Støttens sammensætning beskrives her fordelt på ungdoms- og videregående uddannelser. Desuden opdeles den efter støttemodtagernes bopælsstatus, forældreafhængighed, uddannelseskategori, køn, alder, om støttemodtagerne har børn, på grupper af uddannelsessteder og efter uddannelsesstedernes støttemæssige størrelse. Kapitlet belyser også omfanget af afgørelser om, at udeboende under 20 år i ungdomsuddannelser får hjemmeboendesats, antal stipendiemodtagere i udlandet og ikke-danske statsborgere med SU-støtte.
Kapitlet beskriver endvidere støttemodtagernes indkomst mere specificeret, indeholdt A-skat af stipendier, tendensen til at afbryde en uddannelse, klippekortstatus og befordringsrabatordningen for studerende i VU.
Tabel 3.1 viser fordelingen af støtten i 2000 efter de klippekortregler, der blev indført pr. 1. januar 1996. Herefter kan støtte tildeles i VU (i klippekortet) eller i UU (uden for klippekortet).
Der er ingen øvre grænse for det antal måneder, en person kan få støtte til ungdomsuddannelser, dvs. uddannelser på folkeskoleniveau (FSK), gymnasiale og almene ungdomsuddannelser (GU) og erhvervsfaglige ungdomsuddannelser (EU).
Personer i videregående uddannelser kan derimod kun få tildelt støtte i et begrænset antal måneder (klip), der bl.a. afhænger af uddannelsens længde, inden for en ramme på normalt 70 måneder.
Af tabel 3.1 fremgår det, at ca. 60 % af stipendiemodtagerne fik støtte til en videregående uddannelse, og at 43 % fik støtte til en ungdomsuddannelse.
13 % af alle stipendiemodtagere befandt sig i en lang videregående uddannelse (normeret studietid på 5 år eller mere).
Beløbsmæssigt er 73 % af stipendierne tildelt inden for de videregående uddannelser og 27 % til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser.
Af tabellen fremgår det også, at der var 89.200 låntagere inden for de videregående uddannelser, som modtog 1.593 mio. kr. i lån, og kun 20.400 i ungdomsuddannelser, som fik 273 mio. kr. i lån.
Lånetilbøjeligheden var størst (56 - 59 %) blandt støttemodtagerne i de videregående uddannelser med en normeret tid på 5 - 6 år og lavest blandt støttemodtagere i de gymnasiale og almene ungdomsuddannelser med 12 %.
Af tabel 3.2 fremgår det, at antallet af stipendiemodtagere fra 1997 - 2000 steg med 20.300 (7,5 %) til 292.600 og det tildelte stipendium med 1,4 mia. kr. (21,1 %) til 7.836 mio. kr.
Fra 1997 til 2000 steg antallet af stipendiemodtagere i videregående uddannelser med 12,8 % og i ungdomsuddannelser med 2,1 %.
Baggrunden for stigningen inden for de videregående uddannelser er et generelt meroptag af studerende og nye støtteberettigende uddannelser.
Antallet af stipendiemodtagere på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser er fra 1997 til 1998 faldet med 34 % fra 56.400 til 37.200 stipendiemodtagere. Omvendt er antallet af stipendiemodtagere i gymnasiale og almene ungdomsuddannelser steget med 37 %. Årsagen til denne ændring er, at 3-årige hhx og htx-forløb er flyttet fra kategorien erhvervsfaglige ungdomsuddannelser til gymnasiale og almene ungdomsuddannelser.
Samlet set er antallet af støttemodtagere på de erhvervsfaglige og gymnasiale ungdomsuddannelser steget med 3,1 % fra 123.300 støttemodtagere i 1997 til 127.100 i 2000.
Folkeskoleuddannelserne havde 3.000 stipendiemodtagere i 2000, hvilket er ca. 200 (7 %) mere end i 1997.
Antallet af låntagere er fra 1997 til 2000 steget med 23.000 (27 %) til 108.000. Lånebeløbet steg i perioden 1997 til 2000 med 540 mio. kr. (41 %).
Det var ungdomsuddannelserne, der havde den største stigning i antallet af låntagere og lånebeløb fra 1997 til 2000. Antallet af låntagere steg med 36 % og lånebeløbet med hele 50 %.
Den mest markante stigning fandt sted på de gymnasiale og almene ungdomsuddannelser med 64 % flere låntagere og 85 % større lånebeløb i 2000 sammenlignet med 1997. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at de 3-årige erhvervsgymnasiale uddannelser, hhx og htx fra 1998 blev registreret som gymnasiale uddannelser mod tidligere som erhvervsfaglige ungdomsuddannelser.
Stigningen fra 1999 til 2000 i antallet af låntagere på ungdoms- og videregående uddannelser var på henholdsvis 12,7 % og 9,4 %.
I støttereglerne indgår den uddannelsessøgendes alder og bopælsstatus som kriterier ved støttetildelingen.
Alle 18- og 19-årige i ungdomsuddannelser blev fra 1996 berettiget til et grundstipendium. Støtten gives med satsen for hjemmeboende, uanset hvor eleven bor. Er eleven udeboende, kan skolen dog give støtte med udeboendesats, når visse betingelser er opfyldt. Grundstipendiet var i 2000 på 1.252 kr. om måneden efter hjemmeboendesatsen, og derudover kunne der ydes et tillæg på indtil 721 kr. afhængig af forældrenes indkomst. Efter udeboendesatsen var grundstipendiet på 2.504 kr. om måneden med mulighed for et tillæg på op til 1.403 kr. afhængig af forældrenes indkomst.
I de videregående uddannelser er alle stipendiemodtagere - uanset alder - uafhængige af forældrenes indkomst. Udeboende studerende i VU fik i 2000 tildelt stipendiestøtte på 3.907 kr. pr. måned, mens de hjemmeboende fik tildelt 1.973 kr. pr. måned.
I tabel 3.4 og 3.5 vises, hvorledes støtten fordeler sig på alder og bopælsstatus for henholdsvis ungdoms- og videregående uddannelser.
Af tabel 3.4 fremgår det, at der i 2000 var godt 117.000 stipendiemodtagere i ungdomsuddannelser. Hovedparten (64 %) af stipendiemodtagerne i UU var hjemmeboende, hvilket skyldes, at yngre støttemodtagere overvejende er hjemmeboende, og at 75 % af stipendiemodtagerne var 20 år eller yngre. De 25 %, som var 21 år eller ældre, var derimod altovervejende udeboende.
Kun 16 % af stipendiemodtagerne i ungdomsuddannelserne ønskede lån, og blandt hjemmeboende blot 4 %. Lånetilbøjeligheden i ungdomsuddannelserne var klart størst for udeboende og steg med alderen.
Tabel 3.5 viser, at 6 % af de i alt godt 175.000 stipendiemodtagere i videregående uddannelser var hjemmeboende, og at 95 % af alle stipendiemodtagere var 21 år eller ældre og overvejende udeboende. Blandt de 5 %, som var 20 år eller yngre, var 30 - 46 % hjemmeboende.
Ca. 51 % af stipendiemodtagerne modtog også lån, mens kun ca. 12 % af de hjemmeboende tog lån. I de videregående uddannelser var tilbøjeligheden til at tage lån således klart størst for udeboende, og den steg med alderen for såvel hjemme- som udeboende. I forhold til 1999 er lånetilbøjeligheden øget med 3 procentpoint. I forhold til støttemodtagerne i ungdomsuddannelserne var støttemodtagerne i de videregående uddannelser ældre. De var også i højere grad udeboende på de samme alderstrin.
Størrelsen af en SU-modtagers stipendium afhænger blandt andet af vedkommendes bopælsstatus. Bor stipendiemodtageren hos forældrene, er stipendiet mindre, end hvis stipendiemodtageren er udeboende. Undtaget fra denne hovedregel er dog udeboende stipendiemodtagere under 20 år i ungdomsuddannelser. De tildeles stipendium efter satsen for hjemmeboende, medmindre skolen træffer afgørelse om andet.
Stipendiet tildeles på grundlag af den pågældendes bopælsstatus i den enkelte måned. En stipendiemodtager kan således i støtteperioden have fået stipendiestøtte som både hjemme- og udeboende.
Stipendiemodtagerne i videregående uddannelser får typisk stipendiestøtte efter udeboendesats. Ca. 94 % af stipendiemodtagerne i VU var udeboende i 2000. Omvendt var stipendiemodtagerne i ungdomsuddannelserne overvejende hjemmeboende, nemlig 64 %. Set over perioden 1997 – 2000 har andelen af udeboende i UU været stigende.
De godt 2 mia. kr., der blev tildelt til stipendiemodtagere i ungdomsuddannelserne, blev i 2000 fordelt med 59 % til udeboende og 41 % til hjemmeboende, mens de 5,8 mia. kr. til stipendiemodtagere i VU blev fordelt med 97 % til udeboende og 3 % til hjemmeboende.
Af tabel 3.7 ses det, at en trediedel af støttemodtagerne boede i Storkøbenhavn, knap 18 % i Århus amt, knap 10 % i Fyns amt og 9 % i Nordjyllands amt.
Støttemodtagerne i de videregående uddannelser var i højere grad samlet omkring de store uddannelsesbyer, godt 40 % af støttemodtagerne boede i Storkøbenhavn og knap 20 % i Århus amt. Spredningen var noget større for eleverne i ungdomsuddannelserne. Kun 19 % var bosat i Storkøbenhavn og 14 % i Århus amt, mens 10 % var bosat i Nordjylland.
Forskellen i støttemodtagernes relative fordeling på amter mellem ungdoms- og videregående uddannelser viser en koncentration af støttemodtagere omkring de 2 store universitetsbyer København og Århus for de videregående uddannelser.
Fra og med 1. januar 1996 er reglen ikke begrænset til 1. ungdomsuddannelse, men gælder for alle 18- og 19-årige i ungdomsuddannelser. Uddannelsesstedet har dog mulighed for at give stipendium med udeboendesats, når visse betingelser er opfyldt. De væsentligste betingelser fremgår af tabel 3.8.
Af tabel 3.8 fremgår det, at der i 2000 var 20.700 udeboende stipendiemodtagere, som var omfattet af reglen. De udgjorde ca. 32 % af de ca. 65.000 18- og 19-årige støttemodtagere i ungdomsuddannelserne. 17.700 (86 %) af de 20.700 udeboende fik udbetalt støtte med udeboendesats. Andelen, som fik udeboendesats, er steget med 1 procentpoint siden 1997.
Begrundelsen "mindst 20 km mellem uddannelsesstedet og forældrenes bopæl" var med en andel på 63 % stadig klart den hyppigste årsag til at give udeboendesats.
I dette afsnit belyses sammenhængene mellem støttemodtagernes køn, alder, lånetilbøjelighed og uddannelseskategori. Endvidere vises, hvorledes støttemodtagere med børn fordeler sig med hensyn til uddannelseskategori, køn, lånetilbøjelighed samt alder i 2000.
.
De kvindelige stipendiemodtagere udgjorde i 2000 58 % ud af samtlige 292.600 stipendiemodtagere, jf. tabel 3.9.
I ungdomsuddannelserne var kvindeandelen fordelt med 67 % i folkeskoleuddannelserne, 57 % i de gymnasiale og almene ungdomsuddannelser og 55 % i de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Bortset fra folkeskoleuddannelserne, hvor andelen steg med 4 procentpoint er andelen af kvinder stort set uændret i forhold til 1999.
I de videregående uddannelser var kvindeandelen størst inden for de mellemlange og lange uddannelser, hvor op imod 65 % var kvinder. Derimod var der meget færre kvinder på de korte videregående uddannelser på 1 og 2 år, hvor kun henholdsvis 56 % og 50 % var kvinder.
Af tabel 3.10 ses, at de 19-årige stipendiemodtagere var den største enkeltaldersgruppe. Gruppen udgjorde knap 38.000 eller 13 % af samtlige stipendiemodtagere i 2000. Næststørste enkeltaldersgruppe var de 20-årige, som udgjorde knap 31.000 eller 11 % af samtlige stipendiemodtagere.
Kvindernes andel af samtlige stipendiemodtagere på 58 % varierer kun lidt med alderen. For de 18 - 29-årige varierer andelen kun mellem 56 - 58 %, men for aldersgruppen 30 år og derover udgjorde kvinderne hele 63 %. Andelen her var markant højere for alle uddannelseskategorier.
Figur 3.1 Stipendiemodtagere i 2000 fordelt på alder og uddannelseskategori.
I figur 3.1 ses det, at der var stor forskel på aldersfordelingen i UU og VU. I ungdomsuddannelserne var alderen koncentreret omkring 18 og 19 år, mens der i VU var en mere jævn fordeling med flest stipendiemodtagere på 23 - 25 år.
Stipendiemodtagere med børn (under 18 år) udgjorde i 2000 ca. 25.100 (9 %) ud af i alt ca. 292.600 stipendiemodtagere, jf. tabel 3.11. Disse stipendiemodtagere havde tilsammen mere end 37.000 børn. Ca. 6.600 (2,3 %) stipendiemodtagere havde et barn, som var født i 2000. Andelen af stipendiemodtagere med børn var størst i VU og FSK med henholdsvis 12 og 11 %. Inden for ungdomsuddannelserne havde ca. 3.600 (3 %) stipendiemodtagere børn.
De kvindelige stipendiemodtagere med børn udgjorde ca. 11 % af alle de kvindelige stipendiemodtagere, mens kun 6 % af mændene havde børn.
Af de ca. 25.100 stipendiemodtagere med børn var den anden af forældrene også stipendiemodtager i ca. 4.200 af tilfældene (17 %). Andelen var 18 % i VU og kun 8 % blandt elever i folkeskoleuddannelser.
Låntagere med børn udgjorde knap 16.000 (15 %) af de ca. 107.000 låntagere i 2000. De 15 % låntagere med børn er væsentligt mere end andelen af stipendiemodtagere med børn på 9 %. Andelen af låntagere med børn var størst i VU og FSK med 16 %.
I 2000 var lånetilbøjeligheden 37 % for alle stipendiemodtagere under et, mens lånetilbøjeligheden, når man havde børn, var 63 %. For alle uddannelseskategorier var lånetilbøjeligheden større, når man havde børn. Den største relative forskel var i ungdomsuddannelserne, hvor der i gennemsnit var mere end 3 gange så mange stipendiemodtagere med børn, der tog lån sammenlignet med lånetilbøjeligheden som helhed.
Figur 3.2 Lånetilbøjeligheden hos stipendiemodtagere og stipendiemodtagere med børn fordelt på uddannelseskategori i 2000.
Figur 3.2 viser lånetilbøjeligheden inden for de respektive uddannelseskategorier. Behovet for at låne var klart større i alle kategorier, når man havde børn. Ud over det at have børn bidrog også faktorer som alder og uddannelsens længde til at øge lånetilbøjeligheden.
Af tabel 3.12 fremgår det, at 9 % af stipendiemodtagerne har børn. Kun ca. 2 % af de 20 - 24-årige stipendiemodtagere har børn, mod 8 % af hele befolkningen i samme aldersgruppe. I aldersklassen 25 - 29 år er det knap 14 % af stipendiemodtagerne, der har børn, mod 31 % af befolkningen. Mere end halvdelen af stipendiemodtagerne på 30 år og derover har børn. Andelen, som har børn inden for hvert alderstrin, har været næsten konstant fra 1999 til 2000.
VU repræsenterer den største gruppe stipendiemodtagere. De studerende på VU er generelt også ældre, hvilket afspejles i, at 12 % har børn mod kun knap 3 % af stipendiemodtagerne i UU.
Inden for samme alderstrin gælder det dog, at andelen med børn var væsentlig større i næsten alle ungdomsuddannelseskategorier end andelen i de videregående uddannelser. Fx udgjorde andelen med børn hos de 22-årige og de 25-årige i de gymnasiale og almene ungdomsuddannelser henholdsvis 4 % og 10 % mod VU‘s 1 % og 6 %. Dette kan skyldes, at den absolut største del af stipendiemodtagerne i UU var 20 år eller yngre, og at de ca. 27 %, der var 21 år eller ældre, valgte en ungdomsuddannelse, der typisk var kortere end en videregående og derved ikke i samme grad behøvede vælge mellem uddannelse og børn.
At især stipendiemodtagerne i VU fravælger at få børn, sammenlignet med andre grupper af unge på samme alderstrin kan skyldes, at kombinationen fuldtidsstudier, erhvervsarbejde og børn formentlig kræver mere af de unge end kombinationen fuldtidsarbejde og børn.
Støttemodtagernes adfærd med hensyn til erhvervsarbejde er belyst i afsnit 3.9, herunder deres støttemæssige adfærd når de har børn.
Figur 3.3 Stipendiemodtagere og stipendiemodtagere med børn fordelt på alder i 2000.
Figur 3.3 illustrerer stipendiemodtagernes aldersfordeling, og hvor mange der inden for hvert alders-trin havde børn. Figuren er baseret på tal fra tabel 3.12.
Af tabel 3.13 fremgår det, at låntagerne udgjorde 37 % af stipendiemodtagerne. Lånetilbøjeligheden var størst i VU med 51 % og lavest blandt stipendiemodtagere i GU med 12 %. I ungdomsuddannelserne under ét var lånetilbøjeligheden 16 %.
Lånetilbøjeligheden stiger med alderen. Den steg jævnt fra kun 4 % hos de 18-årige til hele 71 % hos de 29-årige. Lånetilbøjeligheden for dem på 30 år og derover udgjorde dog “kun” 66 %. På alderstrinene 20 - 22 år var lånetilbøjeligheden klart størst i FSK. For alderstrinene 27 år og derover var lånetilbøjeligheden markant højere i VU end i UU. Forskellen på lånetilbøjeligheden må ses i lyset af, at hovedparten af stipendiemodtagerne i UU var i alderen 18 - 20 år, og heraf var kun ca. 23 % udeboende. I gruppen, der optager lån, var der derimod hele 67 %, der var udeboende, hvilket forklarer det større lånebehov. En del i denne gruppe kan dog også tænkes at kompensere for, at de modtog et mindre stipendiebeløb på grund af forældreafhængighed.
I forhold til 1999 er lånetilbøjeligheden steget fra 34 % til 37 %. Stigningen ses på stort set alle alderstrin, men er dog størst hos de 22 - 24-årige samt de 28-årige.
For at vise det brede spektrum af støtteberettigende uddannelser og deres relative støttemæssige størrelse er støttens fordeling på grupper af institutioner med samme typer af uddannelser vist i dette afsnit. Endvidere bringes en størrelsesfordeling af uddannelsesstederne og en oversigt over de 25 uddannelsessteder, som har flest støttemodtagere, hvilket giver et indtryk af hvor og under hvilke størrelsesforhold, støttesystemet administreres.
Endelig vises SU-støttens dækningsgrad for de 10 største universitetslovsinstitutioner som forholdet mellem stipendiemodtagere og studerende pr. 1/10 2000 i SU-støtteberettigende uddannelser.
Tabel 3.15 viser støttens fordeling på grupper af institutioner med samme typer af uddannelser og på uddannelsesområder. Stipendiemodtagere på universiteterne udgjorde ca. 29 % af alle stipendiemodtagere. Lærerseinarierne, pædagogseminarierne og sygeplejerskeuddannelsen udgjorde henholdsvis 5,8 %, 6,3 % og 3,2 %. Inden for ungdomsuddannelserne var det stipendiemodtagerne på de almene gymnasiale uddannelser, de erhvervsgymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige grunduddannelser, der var de største grupper. De udgjorde henholdsvis 16,3 %, 9,2 % og 8,4 % af alle stipendiemodtagere.
Det ses, at lånetilbøjeligheden på universiteterne og flere andre VU-institutionsgrupper var på ca. 50 %, dog var lånetilbøjeligheden på handelshøjskoleafdelingerne kun 35 %. På De Sociale Højskoler, lærerseminarierne og ernærings-, husholdnings- og håndarbejdsseminarierne var lånetilbøjeligheden henholdsvis hele 60 %, 57 % og 54 %.
I de gymnasiale uddannelser var lånetilbøjeligheden 7 - 11 %, mens den var 16 - 25 % i de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. I den fri ungdomsuddannelse var lånetilbøjeligheden 37 %.
SU-stipendiemodtagerne var fordelt på ca. 1.200 uddannelsessteder med et meget varierende antal støttemodtagere, jf. tabel 3.16. Ca. 840 uddannelsessteder havde hver mindre end 200 stipendiemodtagere i 2000 – i alt omkring 10 % af stipendiemodtagerne. 66 uddannelsessteder havde hver 750 eller flere stipendiemodtagere i 2000 – i alt 49 % af stipendiemodtagerne.
Tabel 3.17 viser de støttemæssigt 25 største uddannelsessteder med hensyn til antal stipendiemodtagere i 2000. Disse 25 uddannelsessteder repræsenterer tilsammen ca. 38 % af samtlige stipendiemodtagere og ca. 47 % af den samlede tildelte stipendiestøtte.
Københavns Universitet og Århus Universitet var størst med henholdsvis 25.000 og 16.700 stipendiemodtagere, svarende til 8,5 % og 5,7 % af alle stipendiemodtagere. Handelshøjskolen i København, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitetscenter og Niels Brock Copenhagen Business College er uddannelsessteder med ca. 4.000 - 9.000 stipendiemodtagere, svarende til 1,4 - 3,0 % af alle stipendiemodtagere.
De øvrige store uddannelsessteder har fra 1.200 - 3.700 stipendiemodtagere. Denne gruppe består bl.a. af flere teknika, tekniske skoler, handelsskoler og seminarier.
I gennemsnit fik 37 % af alle stipendiemodtagere tildelt lån. På universiteterne i provinsen fik 53 - 59 % af stipendiemodtagerne lån. På Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole fik 37 - 49 % lån. Lånetilbøjeligheden var lavest med kun 15 - 29 % på handelsskolerne. Størst var lånetilbøjeligheden på Århus Dag- og Aftenseminarium med 64 %.¨
Den 1. oktober 2000 var der ca. 96.100 studerende indskrevet ved de 10 største universitetslovsinstitutioner i SU-støtteberettigende uddannelser, jf. tabel 3.18. Ca. 75.000 af disse studerende fik SU-støtte i løbet af efteråret 2000, dvs. at ca. 79 % af de studerende helt eller delvist finansierede deres studium ved SU-stipendier og/eller lån.
Dækningsgraden var lavest på Syddansk Universitet, hvor kun ca. 74 % af de studerende finansierede deres studier med SU-støtte. På Farmaceutisk Højskole var den højest med knap 87 %.
De sidste ca. 21 %, som ikke fik SU-støtte i den omhandlede periode, havde således fravalgt støtten, eller var på orlov, modtog anden offentlig støtte, var inaktive, havde opbrugt deres støttemuligheder m.m.
De 18- og 19-årige i ungdomsuddannelser tildeles forældreafhængig støtte. Forældreafhængig støtte beregnes som hovedregel på grundlag af forældrenes indkomstforhold i det kalenderår, der ligger to år forud for støtteåret.
Alle forældreafhængige støttemodtagere er sikret et grundstipendium. Støttemodtageren tildeles et tillæg til grundstipendiet, hvis forældreindtægten ikke overstiger 378.974 kr. (2000-satser). Tillægget nedtrappes i takt med, at forældrenes indkomstgrundlag stiger. Ved forældreindtægt under 216.876 kr. (2000) tildeles maksimal støtte.
Lånestøtten nedtrappes dog ikke. Tværtimod er der mulighed for at få supplerende lån i takt med, at tillægget nedtrappes på grund af forældreindkomsten.
Det fremgår af tabel 3.19, at der i alt i 2000 var 51.100 stipendieårsværk med forældreafhængig støtte, og at de forældreafhængige stipendieårsværk med fuld støtte udgjorde 13.900 (27 %) i 2000, og stipendieårsværkene med reduceret støtte udgjorde 37.200 (73 %).
Den fulde støtte udgjorde 423 mio. kr. (38 %) og den reducerede støtte 700 mio. kr. (62 %) af den samlede stipendiestøtte på 1.123 mio. kr. til forældreafhængige i 2000.
Det samlede antal stipendieårsværk med forældreafhængig støtte er faldet fra 53.700 i 1997 til 51.100 i 2000, hvilket primært er en følge af de mindre ungdomsårgange.
Fra 1997 til 2000 er antallet af stipendieårsværk med forældreafhængig støtte til 18-årige faldet fra 32.500 til 30.100. Det svarer til et fald på 2.400 (7 %). Beløbsmæssigt steg stipendierne fra 613 mio. kr. til 635 mio. kr., svarende til en stigning på 4 %.
Antallet af 18-årige stipendieårsværk med fuld støtte er fra 1997 til 2000 steget med 400 (5 %). I alt fik 26 % af de 18-årige fuld støtte. Den tilsvarende andel af de 19-årige var 29 %.
Andelen som fik reduceret støtte var i 2000 74 % blandt de 18-årige og 71 % blandt de 19-årige. Andelen som kun modtog grundstipendium var henholdsvis 47 % og 43 %.
I tabel 3.20 og 3.21 ses udviklingen fra 1997 til 2000 i det gennemsnitlige tildelte stipendium og i andelen af de støttemodtagere, som tog lån.
Tabel 3.20 viser, at det gennemsnitlige stipendium i 2000 var 26.783 kr., og at gennemsnitsstipendiemodtageren fik stipendium i godt 8 måneder.
I forhold til 1997 er det gennemsnitlige stipendiebeløb blevet 3.026 kr. (ca. 13 %) større.
Man skal være opmærksom på, at der i gruppen af 20-årige kan være en del 19-årige, der fylder 20 år sent på året, og derfor har fået forældreafhængig støtte og eventuel hjemmeboendesats, selv om de var udeboende.
Gennemsnitsbeløbene er generelt meget påvirkelige af det gennemsnitlige antal måneder med tildelt stipendium. Totalt er antallet af stipendiemåneder uændret fra 8,1 måneder i 1997 til 8,1 i 2000. Dette tal er især påvirket af ændringer i andelen af personer, der starter eller slutter en uddannelse i støtteåret, og antallet af fravalgte klip.
Fra 1997 - 2000 har lånetilbøjeligheden været stigende (fra 31,0 % til 36,6 % i perioden), jf. tabel 3.21.
I de videregående uddannelser er lånetilbøjeligheden steget fra 45,6 % i 1997 til 50,2 % i 2000. I ungdomsuddannelserne er andelen steget fra 12,0 % til 16,0 %.
Lånetilbøjeligheden er meget afhængig af støttemodtagernes alderssammensætning. For at belyse udviklingen i lånetilbøjeligheden er udviklingen vist for de støttemæssigt store alderstrin inden for VU og UU.
I VU var andelen, der optog studielån, steget for de 23-årige fra 38,3 % i 1997 til 43,5 % i 2000 og for de 22-årige fra 29,2 % til 34,2 %.
I UU var andelen for de 18-årige steget fra 2,8 % i 1997 til 4,0 % i 2000 og for de 19-årige fra 6,2 % til 8,7 %.
Ifølge støttereglerne tildeles en støttemodtager et fribeløb pr. måned afhængig af månedens status i støttemæssig henseende. Fribeløbet er udtryk for den indkomstgrænse, man som støttemodtager må holde sig inden for, når man modtager SU-støtte. I 2000 var der 3 forskellige satser for månedsfribeløbet på henholdsvis 5.049 kr., 12.609 kr. og 22.510 kr. Den laveste sats anvendes for måneder med SU-støtte, den mellemste fx i måneder med fravalgt støtte, og den højeste fx i måneder, hvor personen ikke er under uddannelse. I 2000 var det laveste årsfribeløb 60.588 kr. Støttemodtagere med børn fik et tillæg til årsfribeløbet pr. barn på 18.236 kr. i 2000.
Støttemodtagere med en egenindkomst, der overstiger årsfribeløbet, får krav om at tilbagebetale den for meget modtagne støtte (jf. afsnit 4.2).
1) Ekskl. ca. 6.200 støttemodtagere, hvis endelige årsopgørelse for 2000 endnu ikke forelå pr. primo august 2001.
2) Ekskl. ca. 8.400 støttemodtagere, hvis endelige årsopgørelse for 1999 endnu ikke forelå pr. primo august 2000.
Tabel 3.22 viser en stor spredning i støttemodtagernes egenindkomster. 17 % tjente således under 10.000 kr., og hele 36 % tjente mere end 60.000 kr. Dette skyldes, at indkomsterne vedrører hele kalenderår og derfor også omfatter perioder efter uddannelsens afslutning, hvor fuldtids erhvervsindkomst hyppigt forekommer.
I VU tjente ca. 40 % af støttemodtagerne mere end den laveste årsfribeløbsgrænse på 60.588 kr. I UU tjente ca. 28 % mere end denne grænse.
I tabel 3.23 og 3.24 belyses, hvor meget alle støttemodtagere under et og dem med børn tjente ved siden af SU-støtten, når de var under uddannelse hele året.
Tabel 3.23 viser, at helårsstøttemodtagerne i 2000 udgjorde ca. 43 % af alle støttemodtagere. I VU var andelen 49 % og for UU under ét 33 %.
Endvidere fremgår det, at ca. 27 % tjente under 10.000 kr., og ca. 57 % tjente mellem 10.000 og 60.000 kr. Således tjente ca. 84 % mindre end den laveste årsfribeløbsgrænse. De resterende ca. 16 % tjente, hvad der svarer til den laveste årsfribeløbsgrænse eller mere.
Helårsstøttemodtagere i FSK, GU og EU med en egenindkomst på under 60.000 kr. udgjorde henholdsvis 92 %, 93 % og 89 %. I VU tjente omkring 81 % mindre end denne grænse.
I FSK havde omkring 61 % næsten ingen indkomst ved siden af støtten (under 10.000 kr.), i GU var det 33 %, i EU 31 % og i VU 24 %.
Figur 3.5 Helårsstøttemodtagere i 2000 fordelt efter egenindkomst.
Som det ses af figur 3.5, tjener ca. 33.000 (27 %) helårsstøttemodtagere mindre end 10.000 kr. I hver af de 5 følgende intervaller (10.000 - 59.999 kr.) er der 12.000 - 15.000 helårsstøttemodtagere, men herefter falder antallene kraftigt.
Af tabel 3.24 fremgår det, at ca. 38 % af støttemodtagere med børn var helårsstøttemodtagere. I VU var ca. 41 % af støttemodtagerne med børn helårsstøttemodtagere mod ca. 49 % af alle, og i UU under ét var det ca. 25 % mod 33 % af alle. Der var således en tendens til, at færre var helårsstøttemodtagere, når de havde børn.
Hele 47 % af helårsstøttemodtagerne med børn tjente under 10.000 kr., 43 % tjente fra 10.000 til 79.999 kr. Dvs. at ca. 90 % har en egenindkomst, som var under det laveste årsfribeløb for en støttemodtager med 1 barn (78.824 kr.), og ca. 10 % havde en egenindkomst på de nævnte 78.824 kr. eller derover. Da 93 % af samtlige helårsstøttemodtagere med børn befandt sig i en VU, svarer VU-gruppens indkomstfordeling nøje til den totale indkomstfordeling, som er nævnt ovenfor.
Figur 3.6 Andelen af helårsstøttemodtagere i alt henholdsvis dem med børn i 2000 med en egenindkomst under 10.000 kr. inden for hver uddannelseskategori.
Andelen af henholdsvis alle helårsstøttemodtagere under et og dem med børn uden væsentlig indkomst ved siden af støtten er vist i figur 3.6. Det ses, at 31 - 61 % af helårsstøttemodtagerne i ungdomsuddannelserne tjente mindre end 10.000 kr. I VU var det ca. 24 %, som næsten ingen indkomst har.
For alle uddannelseskategorier gælder det, at andelen af helårsstøttemodtagere med næsten ingen indkomst er markant større, når man havde børn. Dette til trods for deres formentlig større behov for indkomst. Det kan dog måske blive dækket af den anden af forældrene, som i de fleste tilfælde ikke er studerende, jf. tidligere.
Ser man på, hvor mange der har en væsentlig indkomst (over 60.000 kr.) ved siden af støtten (udnytter laveste årsfribeløb), viser figur 3.7, at kun ca. 7 - 11 % af helårsstøttemodtagerne inden for ungdomsuddannelserne har "store indkomster". I VU er andelen ca. 19 %.
Havde de børn, steg andelen med "store indkomster" (dvs. andelen med meget erhvervsarbejde) væsentligt inden for GU. I VU var andelen med store indkomster næsten den samme for helårsstøttemodtagerne med og uden børn.
Figur 3.7 Andelen af helårsstøttemodtagere og dem med børn i 2000 med en egenindkomst på 60.000 kr. eller mere inden for hver uddannelseskategori.
Figur 3.8 Helårsstøttemodtagere 1997 - 2000 fordelt efter egenindkomst
Figur 3.8 viser udviklingen fra 1997 til 2000 i helårsstøttemodtagernes egenindkomst fordelt på indkomstintervaller. Figuren er i årets priser, så lønudviklingen bevirker, at der bør der være en mindre forskydning fra lavere til højere indkomstintervaller over tid.
Der har fra 1997 til 2000 været et fald i andelen, som har under 10.000 kr. i egenindkomst fra ca. 29 % til ca. 27 %.
SU-stipendierne er A-indkomst, hvilket betyder, at SUstyrelsen skal indeholde eventuel A-skat af SU-stipendiebeløbet, før det bliver udbetalt. Skattemyndighederne afgør på grundlag af oplysninger om SU-stipendier og øvrige indkomstforhold, hvilket skattekort SUstyrelsen skal anvende for den enkelte stipendiemodtager.
Tabel 3.25 viser, at 204.800 (70 %) af de ca. 292.600 stipendiemodtagere i 2000 fik indeholdt A-skat. Den indeholdte A-skat udgjorde 878 mio. kr. (11 %) af de tildelte stipendier på i alt 7.836 mio. kr.
Fra 1997 til 2000 er det indeholdte A-skattebeløb steget med ca. 18 % fra 746 mio. kr. til 878 mio. kr., mens de tildelte stipendier steg med ca. 21 %.
De godt 181.000 stipendiemodtagere, som fik indeholdt A-skat i 1997, fik gennemsnitlig indeholdt 4.150 kr. I 2000 var beløbet 4.286 kr.
Den indeholdte A-skat udgjorde i 2000 11 % af de tildelte stipendier - en andel som stort set er uændret i forhold til de foregående år.
Det er i princippet tilstrækkeligt at søge om SU én gang til hver uddannelse. Hvis der ikke sker ændringer, fortsætter tildelingen af støtte som hovedregel automatisk indtil uddannelsen slutter.
SUstyrelsen stopper dog fx den automatiske støttetildeling, når uddannelsesstederne indberetter, at en SU-modtager afbryder uddannelsen, tager orlov eller erklæres inaktiv.
Støtten stoppes også, når en støttemodtager i en videregående uddannelse har brugt det antal klip (månedlige støtterater), som den pågældende er blevet tildelt i klippekortet. Herudover stoppes støtten i en række andre situationer - fx ved lønnede praktikperioder og perioder med anden offentlig støtte.
Tabel 3.26 viser udviklingen i antallet af støttemodtagere i 1997 - 2000, som i en eller flere måneder har fået stoppet støtten, fordelt på årsag. Antallet er steget lidt fra 13.600 i 1997 til 16.600 i 2000.
For de 16.600 med standset støtte i 2000 var manglende klip og orlov de to årsager, der forekom hyppigst med henholdsvis ca. 63 % og 24 %. Inaktivitet udgjorde ca. 17 %. Der var således ca. 4 %, som i løbet af støtteåret faldt ind under mere end én kategori.
Antallet af personer med manglende klip steg fra 1999 til 2000 med 900 (9,5 %). Antal personer med orlov er faldet fra 4.200 i 1999 til 4.000 i 2000, et fald på 4,8 %.
Slutlånene (5.237 kr. pr. md. i 2000) tilbydes i maksimalt 12 mdr. til støttemodtagere, der ikke har klip tilbage i uddannelsen, og som inden for 1 år kan afslutte uddannelsen. I 2000 tog ca. 5.100 personer slutlån. Ca. halvdelen af dem, som manglede klip, tog således slutlån.
Antallet af støttemodtagere, som af uddannelsesstedet er erklæret studieinaktive, er uændret fra 1999 til 2000 (2.800).
I tabel 3.27 ses de støttemodtagere, der har fået standset støtten som følge af afbrud. I 2000 var der ca. 25.900 støttemodtagere, der afbrød et uddannelsesforløb. Det svarer til 8,8 % af støttemodtagerne. I forhold til 1997 er andelen med en afbrudt uddannelse steget fra 7,8 % til 8,8 % i 2000.
Ca. 38 % af støttemodtagerne, der afbrød en uddannelse i 2000, begyndte en ny uddannelse det samme år. Dette er en stigning i forhold til 1997, hvor andelen var ca. 32 %.
Ser man på en længere årrække, viser det sig, at ca. 64 % af de 21.301, der i 1997 afbrød, er begyndt på en uddannelse. De fleste startede på en ny uddannelse det samme år eller året efter. Således er der ca. 32 %, der startede det samme år, ca. 21 % der startede året efter, og 4 - 7 % der startede i det 2. eller 3. år efter afbruddet. Omkring 36 % af de støttemodtagere, der afbrød i 1997, var således godt 3 år efter (ultimo 2000) ikke startet på en ny SU-støtteberettigende uddannelse eller havde i hvert fald ikke søgt støtte på ny.
Blandt støttemodtagerne i ungdomsuddannelserne var der i 2000 ca. 13.800 (11,7 %), der afbrød en uddannelse, jf. tabel 3.28. I forhold til 1997 er det en stigning på ca. 2,4 procentpoint i andelen, der afbryder. Ca. 61 % af dem, der afbrød en ungdomsuddannelse i 1997, var ved udgangen af 2000 kommet i gang med en uddannelse, heraf ca. 89 % i en ny ungdomsuddannelse og ca. 11 % i en videregående uddannelse.
I de videregående uddannelser var der lidt færre, der afbrød en uddannelse, hvilket bl.a. skyldes, at uddannelsesforløbene her typisk er længere, og at de fleste af afbruddene finder sted i første studieår (se tabel 3.29). Der var i 2000 knap 7 %, som afbrød, hvilket er næsten uændret i forhold til 1997. I VU begyndte en større andel af afbryderne en ny SU-berettigende uddannelse. Blandt dem, der afbrød i 1997, var ca. 67 % kommet i gang ved udgangen af 2000. Ca. 47 % af dem, der afbrød i 2000, var begyndt igen. Ca. 11 % af dem skifter fra en videregående uddannelse til en ungdomsuddannelse.
I tabel 3.29 er antal afbrydere sat i forhold til procentandelen af alle støttemodtagere i samme gruppe (uddannelseskategori/køn/børnestatus). På første studieår var det ca. 21% af støttemodtagerne, der afbrød uddannelsen, andet år ca. 7 % og derefter kun knap 3 %. I ungdomsuddannelserne var der en lidt større tilbøjelighed til at afbryde i 1. og 2. år end i VU.
De mandlige støttemodtagere afbrød oftere en uddannelse end kvinderne. I 2000 afbrød 10,0 % af mændene og 7,9 % af kvinderne. Denne forskel ses gennem hele studieforløbet.
Støttemodtagere med børn havde en afbrudsprocent på 8,4 % mod 8,8 % for støttemodtagere uden børn. De kvindelige støttemodtagere med børn var knap så tilbøjelige til at afbryde som de mandlige.
I tabel 3.30 ses det, at 63 % af alle, der afbrød en uddannelse, gjorde det i løbet af første studieår, ca. 22 % i løbet af 2. studieår og kun ca. 15 % i de efterfølgende år. I første studieår afbrød henholdsvis godt 2/3 (ungdomsuddannelser) og godt 1/2 (videregående uddannelser) af afbryderne. Mens andelen af afbrydere i 2. studieår stort set var ens (ca. 1/4), var afbrudsandelen i de efterfølgende år mere end 3 gange så høj i videregående uddannelser (ca. 1/4) end i en ungdomsuddannelser (ca. 1/15), hvilket er i god overensstemmelse med, at studieforløbene typisk er længere i VU end i UU.
Forskellen på mænds og kvinders fordeling af afbrud på de enkelte studieår er stort set ikke synlig.
Sammenligner man støttemodtagere med og uden børn, ses det, at en større andel af støttemodtagere med børn afbryder efter andet studieår.
Antallet af støttemodtagere med afbrud fordelt på hhv. uddannelseskategori og alder ved afbrud ses i tabel 3.31. Afbrudsmønstret hænger klart sammen med aldersfordelingen i UU og VU. I ungdomsuddannelserne var der i alt 11 % af støttemodtagerne, der afbrød en uddannelse i 2000. Hovedparten af støttemodtagerne i UU er i alderen 18 - 20 år, men af denne gruppe afbrød kun 6 - 9 %. Fra og med det 21. år stiger afbrudsandelen fra ca. 16 % til mellem ca. 20 og 22 % for støttemodtagere, der er 25 år eller ældre.
I de videregående uddannelser var der i alt 7,1 % af de ca. 177.700 støttemodtagere, der i 2000 afbrød en uddannelse. Afbrudstilbøjeligheden var størst hos de unge.
Den uddannelsessøgende kan selv vælge at få stoppet støtten i en eller flere måneder. Formålet med sådanne fravalg vil typisk være at få forhøjet det beløb (fribeløb), som SU-modtageren må tjene ved siden af SU-støtten. Formålet kan også være at spare op til at få udbetalt dobbeltklip (kun i videregående uddannelser) i slutningen af uddannelsesforløbet, fx i forbindelse med specialeskrivning.
Støttetiden forlænges i forbindelse med fødsel. Moderen får 12 måneders fødselsstøtte som tillæg til rammen/uddannelsen, og faderen får 6 måneder. Moderen kan vælge at give til og med 6 måneder af sin fødselsstøtte til faderen. I det følgende betegnes fødselsstøtten som “klip”, selv om der også er tale om “rater” til SU-modtagere i ungdomsuddannelser.
Man kan vælge at få udbetalt fødselsstøtten som enkelte klip, hvorved støtteperioden forlænges mest muligt. Udbetales fødselsstøtten eksempelvis som fødseldobbeltklip bliver støttetiden forlænget med 6 måneder. Vælger man at få udbetalt fødselsstøtten som mixklip (kun i videregående uddannelser), dvs. som dobbeltklip bestående af et fødselsklip og et almindeligt klip, så forlænges støttetiden ikke.
I 2000 var der ca. 27.100 støttemodtagere, der fravalgte et eller flere klip. Fra 1997 til 2000 steg antallet med ca. 4.600 (20 %).
Antallet af personer med dobbeltklip er steget fra ca. 4.400 i 1997 til ca. 5.100 i 2000. I 2000 fik således knap 3 % af stipendiemodtagerne i VU dobbeltklip.
Ca. 7.600 personer fik ca. 36.900 fødselsklip i 2000. Det er en stigning på knap 9 % i forhold til 1999, hvor knap 6.900 personer fik 33.700 fødselsklip. Kvinderne udgør ca. 70 % af personerne med fødselsklip. Omkring en tredjedel af kvinderne anvendte fødselsdobbeltklip, og ca. 40 % valgte at forlænge støttetiden med enkelte fødselsklip. Resten valgte ikke at forlænge støttetiden, dvs. de fik mixklip. Ca. to tredjedele af mændene fik mixklip. Den sidste tredjedel valgte at forlænge støttetiden med enkelte fødselsklip eller med fødselsdobbeltklip.
I 2000 færdiggjorde cirka 40.000 støttemodtagere en videregående uddannelse. Knap 44 % af støttemodtagerne brugte mere end 4 år af deres klippekort.
Antallet af støttemodtagere, som havde færdiggjort en videregående uddannelse har været stigende siden 1997. I alt har cirka 39 % flere støttemodtagere færdiggjort en videregående uddannelse i 2000 i forhold til 1997. En del af denne stigning kan være en følge af, at den traditionelle femårige kandidatuddannelse på mange uddannelsesretninger er blevet delt op i 2 afsluttende uddannelser – en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse – af henholdsvis 3 og 2 års varighed.
Andelen af alle støttemodtagere, som manglede klip, er steget fra 10,8 % i 1997 (svarende til cirka 3.100 støttemodtagere) til 16,6 % i 2000 (svarende til cirka 6.700 støttemodtagere).
Andelen af alle støttemodtagere med en fuldført videregående uddannelse, som optog slutlån i 2000 var 7,9 % (knap 3.200), jf. regler for tildeling af slutlån afsnit 3.11. Dette er en stigning i forhold til 1997, hvor 4,9 % af støttemodtagerne fik slutlån (cirka 1.400).
Andelen, som fik fødselsklip var 10,0 % i 2000 mod 8,0 % i 1997, jf. regler for tildeling af fødselsklip afsnit 3.12.
I 2000 manglede ca. 6.700 støttemodtagere klip. Af disse tog knap 48 % slutlån mod cirka 45 % i 1997. Det vil sige, at mere end 52 % af støttemodtagerne valgte selv at finansiere færdiggørelsen af deres uddannelse i 2000 mod ca. 55 % i 1997.
Ovenstående tal kan dække over variationer mellem henholdsvis korte, mellemlange og lange videregående uddannelse samt variationer mellem de enkelte uddannelsesretninger. Endvidere kan tallene dække over variationer mellem støttemodtagere med og uden fødselsklip.
I 2000 manglede 16,6 % af de støttemodtagere, som færdiggjorde en videregående uddannelse, klip. Andelen, der manglede klip, var højest for støttemodtagere med fødselsklip. Andelen, som manglede klip og som havde fået fødselsklip var cirka 27 % i 2000 mod cirka 15 % for støttemodtagere, der ikke havde fået fødselsklip.
Andelen af støttemodtagerne, som manglede klip, på de udvalgte uddannelser varierede mellem 1,3 % – sygeplejerske – og 58,5 % – naturvidenskab. Andelen, som manglede klip, var markant højere for støttemodtagere, der havde færdiggjort en lang videregående uddannelse end for støttemodtagere, som havde færdiggjort en mellemlang videregående uddannelse.
For alle uddannelserne var andelen, som manglede klip, højere for støttemodtagere, der havde fået fødselsklip, end for støttemodtagere, der ikke havde fået fødselsklip.
Andelen af støttemodtagere, der fik slutlån, varierede mellem 0,5 % (sygeplejerske) og 28,8 % (humaniora). For samtlige støttemodtagere, der havde færdiggjort en videregående uddannelse, var andelen 7,9 %.
Tilbøjeligheden til at tage slutlån, når støttemodtageren manglede klip, varierede meget fra uddannelse til uddannelse fra knap 39 % for sygeplejersker til godt 54 % for lærerne. Det vil sige, at godt 61 % på af de færdiguddannede sygeplejersker valgte selv at finansiere færdiggørelsen af deres uddannelse mod knap 46 % af lærerne.
Der kan tildeles SU-støtte til uddannelser i udlandet, hvis uddannelserne opfylder visse krav med hensyn til bl.a. offentlig anerkendelse, varighed og erhvervskompetence.
Der kan også fås støtte til studieophold i udlandet, der er et led i en uddannelse i Danmark. Denne type stipendiemodtagere indgår ikke i tabellerne i dette afsnit.
Tabel 3.36 viser, at knap 4.400 personer i 2000 fik 133,7 mio. kr. i stipendier til uddannelser i udlandet. England, Norge og USA var de lande, der modtog flest studerende med henholdsvis 42 %, 12 % og 11 %.
Man kan få SU med til udlandet i fire år (i Norden dog til hele uddannelsesforløbet). Fra 1997 til 1998 steg antallet af stipendiemodtagere i udlandet med godt 7 %. I forhold til i 1998 og 1999 tog ca. 2 % færre SU med til udlandet i 2000.
De tildelte stipendier til støttemodtagere i udlandet er steget fra 116 mio. kr. i 1997 til knap 134 mio. kr. i 2000. Det svarer til en stigning på 15 %.
Tabel 3.37 viser aldersfordelingen af stipendiemodtagere i uddannelser i udlandet. Alderskategorierne 22 - 23 år og 24 - 25 år topper med hver 23 % af alle, hvilket ikke afviger fra den generelle aldersfordeling i VU.
Tabellen viser også, at hele 61 % er kvinder, hvilket er noget mere end de 58 %, som kvindelige stipendiemodtagere udgør i de danske videregående uddannelser. Det er specielt alderskategorien 26 - 27 år, der topper med 64 % kvinder.
Langt størstedelen (96 %) af de knap 4.400 stipendiemodtagere, der fik stipendium til en uddannelse i udlandet, tog en videregående uddannelse jf. tabel 3.38. I ungdomsuddannelser var der flest stipendiemodtagere, der valgte Tyskland som uddannelsesland, mens der i videregående uddannelser var flest, der valgte England.
Størstedelen af de studerende, der i 2000 modtog stipendier til en uddannelse i udlandet, valgte en administrativ eller humanistisk uddannelse. Af de godt 1.800, der valgte en administrativ uddannelse, var der godt 700, der læste erhvervsøkonomi, og knap 600 der læste samfundsfag. Blandt de humanistiske fag var der godt 500, der studerede kunst og arkitektur, og godt 300 der studerede film og medie.
Normalt kan kun danske statsborgere få SU-støtte. Andre statsborgere kan dog, når de opfylder visse betingelser, få SU-støtte på lige fod med danske statsborgere. Ofte vil SU-støtten være betinget af, at de i en vis periode har haft ophold og beskæftigelse i Danmark.
Ca. 9.100 stipendiemodtagere uden dansk statsborgerskab fik i alt ca. 247 mio. kr. i stipendier i 2000. Statsborgere fra landegrupperne "Øvrige lande", "Øvrige EU-lande" og "Asien inkl. arabiske lande" udgjorde henholdsvis ca. 35 %, 19 % og 18 % af stipendiemodtagerne, som ikke havde dansk statsborgerskab.
Antallet af ikke danske statsborgere, der har fået tildelt stipendier i 2000, er godt 600 (7 %) større end i 1997. Stigningen er sket for statsborgere fra “Øvrige lande” og "Norden" og i mindre grad ”Øvrige EU-lande”. En del stipendiemodtagere kan ikke henføres til et oprindelsesland, fordi de begyndte at få støtte, før statsborgerskabet blev registreret i SUstyrelsens edb-register.
De tildelte stipendier er steget fra 200 mio. kr. i 1997 til 247 mio. kr. i 2000. Det svarer til en stigning på 24 %.
De ca. 9.100 ikke danske statsborgere, som fik støtte i 2000, var fordelt med halvdelen i videregående uddannelser og den anden halvdel i ungdomsuddannelser. Det ses, at der er relativt mange ældre støttemodtagere. Kategorien 30 år og derover udgør 22 % mod ca. 8 % blandt alle støttemodtagere. For de videregående uddannelser udgør denne andel ca. 36 % mod 12 % blandt alle støttemodtagere. For ungdomsuddannelserne udgør andelen ca. 6 % mod under 2 % blandt alle.
SU-støtteberettigede studerende i videregående uddannelser kunne fra 1997 få rabat ved køb af kort til busser og tog i Danmark. Ordningen blev med virkning fra medio 1999 ændret fra kun at omfatte køb af månedskort til også at omfatte abonnementskort med variabel periodelængden. Fra og med 1. juli 2000 blev ordningen udvidet til endvidere at omfatte abonnementskort til bus og tog over den danske grænse til og fra EU og EØS-landene.
Da ordningen er målrettet mod studerende med lang transportvej, ydes der 65 % rabat på transportudgifter, der overstiger 10,69 kr. pr. dag, dog maksimalt 17,81 kr. pr. dag (2000-satser). SUstyrelsen refunderer trafikselskaberne 90 % af den ydede rabat.
Der blev i 2000 i alt solgt 158.900 abonnementskort med rabat, jf. tabel 3.41. Den samlede normale salgspris var ca. 130 mio. kr., og den samlede rabat beløb sig til knap 45 mio. kr. I forhold til 1999 er det 1.000 flere månedskort – dvs. en stigning på under 1 %.
Gennemsnitligt var salgsprisen pr. kort 820 kr. og rabatten 281 kr. pr. kort, således at den enkelte støttemodtager selv skulle betale 539 kr.
Det skønnes, at cirka 35.000 støttemodtagere i 2000 gjorde brug af befordringsrabatordningen svarende til 20 procent af støttemodtagerne i de videregående uddannelser. Rabatmodtagerne har således i gennemsnit skattefrit modtaget en rabat på lidt mere end 1.270 kr. i 2000.
Fra og med 2. halvår af 2000 blev kravene til indberetninger ændret, således at trafikselskaberne skulle medtage cpr.nr. i indberetningerne til styrelsen. Fra 2001 vil det derfor blive muligt at oplyse antallet af personer, som på årsbasis benytter sig af ordningen. Tilsvarende oplysninger – dog kun for 2. halvår af 2000 – fremgår af tabel 3.42.
Hjemmeboende rabatmodtagere modtog i 2. halvår i gennemsnit 885 kr. i rabat, mens udeboende rabatmodtagere modtog en lidt mindre rabat – 846 kr.
I 2. halvår 2000 var den gennemsnitlige længde på solgte kort 32 dage. Mere end 80 procent af de solgte kort havde en varighed på maksimalt 30 dage. Hver rabatmodtager købte i gennemsnit abonnementskort til cirka 96 dage. I gennemsnit købte hver rabatmodtager 3 kort.
Størrelsen af SU-støtten i et støtteår (kalenderår) er bl.a. afhængig af, hvor stor indkomst den studerende har ud over SU-støtten i det pågældende støtteår. SU-støtten tildeles og udbetales uden hensyn til indkomsten ved siden af SU-støtten, da denne indkomst ikke er kendt på tildelingstidspunktet. Tildelingen er derfor i denne forstand "foreløbig".
Den "endelige" SU-støtte for et kalenderår opgøres først ca. 3/4 år efter, at støtteåret udløber. På det tidspunkt har SUstyrelsen indhentet støttemodtagernes indkomster fra Told- og Skattestyrelsen. Ved denne indkomstkontrol sammenlignes den enkelte støttemodtagers indkomst med årsfribeløbet - dvs. den indkomst støttemodtageren på årsbasis må tjene ved siden af SU-støtten uden at skulle betale støtten tilbage.
Der rejses et krav (IK-krav), hvis indkomsten overstiger årsfribeløbet. Forskellen mellem indkomst og fribeløb kræves med de gældende regler først tilbage i SU-stipendiet og derefter i SU-lånet. Hertil lægges normalt et tillæg på 7 %. Af de første ca. 7.000 kr. kræves kun halvdelen tilbage.
Hovedparten af IK-kravene vedrørende et støtteår vil normalt være rejst ved udgangen af det følgende kalenderår. I flere tilfælde er det nødvendigt at omberegne et krav fx pga. ændringer i slutligningen af indkomsterne fra skattemyndighederne. I princippet er tildelingen derfor ikke "endelig", før disse tilfælde er færdigbehandlede.
Ved den foreløbige støttetildeling for støtteåret 2000 - dvs. før fradrag for IK-krav, var der 295.100 personer, som fik 7.836 mio. kr. i stipendium og 1.867 mio. kr. i lån, jf. tabel 4.1.
Omkring 14.600 støttemodtagere skønnes at få krævet støtten delvis tilbage i forbindelse med indkomstkontrollen vedrørende 2000. Den endelige støttetildeling for 2000 forventes at blive på 7.702 mio. kr. i stipendium og 1.851 mio. kr. i lån.
Figur 4.1 Endelig SU-støtte 1997 - 2000 (efter regulering for IK-krav).
I forbindelse med at støtteåret blev omlagt til kalenderåret fra og med 1991, blev både reglerne og metoden for indkomstkontrollen ændret. Antallet af støttemodtagere, der har fået et IK-krav, er faldet fra det nye system blev indført i 1991 frem til 2000. Antallet af støttemodtagere har i samme periode været stigende. Andelen af støttemodtagere, der har fået et IK-krav, har været faldende fra 9,4 % i 1991 til 3,9 % i 1996. Denne tendens er afløst af en stigende andel af støttemodtagere med IK-krav fra 1996 frem til 2000, hvor omkring 5 % forventes at få et IK-krav, jf. figur 4.2.
Den lave andel i 1996 skyldes bl.a., at det laveste fribeløb vedr. 1996 blev forhøjet med ca. 1.000 kr. på månedsbasis. Desuden var der i 1996 en forholdsmæssig stor tilgang af støttemodtagere i ungdomsuddannelser, som normalt har en lavere kravprocent end støttemodtagere i videregående uddannelser. De tilbagekrævede beløb i forbindelse med IK-krav udgør en mindre andel af støttebeløbene, men viser samme udviklingstendens som andelen af støttemodtagere med IK-krav. De tilbagekrævede beløb udgjorde i 1997 - 2000 henholdsvis 1,3 %, 1,5 %, 1,5 % og 1,5 % af støttebeløbene de pågældende år.
Figur 4.2 Støttemodtagere med IK-krav 1991 - 2000.
Det er den enkelte støttemodtagers fribeløb og indkomst ved siden af støtten, som er afgørende for, om der rejses IK-krav. Fribeløbet udregnes på årsbasis for den enkelte støttemodtager som summen af fribeløbet for hver af årets 12 måneder. Det månedlige fribeløb kan variere med støttemodtagerens uddannelsesmæssige og støttemæssige status i de enkelte måneder.
I 2000 var der 3 forskellige satser for månedsfribeløbet på henholdsvis 5.049 kr., 12.609 kr. og 22.510 kr. Den laveste sats anvendes for måneder med SU-støtte, den mellemste fx i måneder med fravalgt støtte, og den højeste fx i måneder, hvor personen ikke er under uddannelse.
Der er derfor stor forskel på, hvor meget en støttemodtager må tjene ved siden af SU‘en uden at skulle betale støtten delvis tilbage.
Omkring 14.600 af de 295.100 støttemodtagere i 2000 skønnes at få et IK-krav (5,0 %), hvilket er en stigning på 400 i forhold til 1999, jf. tabel 4.2. Denne stigning er fordelt med ca. 300 yderligere IK-krav i VU og ca. 200 flere i UU.
Den totale kravprocent på 5,0 dækker over en betydelig variation. Ca. 1,9 % af støttemodtagerne i ungdomsuddannelser skønnes at få et IK-krav vedrørende 2000, mens kravprocenten skønnes at blive 7,0 for støttemodtagere i videregående uddannelser.
Andelen af støttemodtagere, der fik et IK-krav, har været svagt stigende fra 4,3 % vedrørende 1997 til 5,0 % vedrørende 2000. Denne stigende tendens ses for støttemodtagerne i ungdomsuddannelser, hvor andelen er steget fra 1,5 % til 1,9 %.
For støttemodtagerne i de videregående uddannelser, er der alene tale om en stigning i andelen med IK-krav fra 6,4 % for 1997 til 7,1 % for 1998. Derefter er andelen stort set uændret.
Figur 4.3 Tilbagekrævede beløb ved indkomstkontrollen vedrørende 1997 - 2000.
Den samme udviklingstendens ses for de tilbagekrævede beløb, dvs. en stigning fra 111 mio. kr. i 1997 til 159 mio. kr. i 2000, jf. figur 4.3.
I gennemsnit var IK-kravene henholdsvis 9.500 kr., 9.900 kr., 10.400 kr. og 10.900 kr. for støtteårene 1997 - 2000. Kravene varierer en del i størrelse, men hovedparten (omkring 2/3) af kravene er på under 10.000 kr., jf. tabel 4.3.
Tabel 4.4 viser, i hvilket omfang støttemodtagere, der afsluttede en uddannelse i 2000 og ikke var påbegyndt en ny uddannelse ved udgangen af året, forventes at få IK-krav sammenlignet med de støttemodtagere, der var under uddannelse ultimo 2000.
Totalt set forventes ca. 14.600 af de i alt ca. 295.000 støttemodtagere at få rejst IK-krav vedrørende støtteåret 2000. Det svarer til, at 5,0 % får IK-krav (kravprocent), og det tilbagekrævede beløb på ca. 159 mio. kr. (inkl. %-tillæg) svarer til 1,6 % af det udbetalte støttebeløb på omkring 9.703 mio. kr.
Godt 12.100 støttemodtagere, der fortsat var under uddannelse ved udgangen af 2000, forventes at få IK-krav, (svarende til 5,5 % af disse). Det tilbagekrævede beløb skønnes at ville blive 131 mio. kr. Ca. 2.500 støttemodtagere, der havde afsluttet en uddannelse i 2000 og ikke var i gang med en ny ved udgangen af 2000, forventes at få IK-krav, (svarende til 3,7 % af disse). Det tilbagekrævede beløb skønnes at beløbe sig til knap 28 mio. kr. Kravprocenten er altså højere for støttemodtagerne under uddannelse end for dem med afsluttet uddannelse.
Den samme tendens ses for støttemodtagerne i videregående uddannelser, hvor støttemodtagerne under uddannelse forventes at få en kravprocent på 7,2, mens støttemodtagerne med afsluttet uddannelse kun forventes at få en kravprocent på 6,0, jf. tabel 4.5.
Det samme gælder for ungdomsuddannelserne, hvor støttemodtagerne med en afsluttet uddannelse forventes at få en kravprocent på 1,8 mod 1,9 for støttemodtagerne under uddannelse.
Tabel 4.5 Støttemodtagere i 1997 - 2000 med IK-krav fordelt efter uddannelseskategori og om støttemodtager var under uddannelse eller ej ved udgangen af året.
Kravprocenten for støttemodtagere med afsluttet uddannelse har for alle de betragtede år ligget under kravprocenten for støttemodtagere under uddannelse ultimo året.
I dette kapitel beskrives den samlede studiegæld, som nuværende og tidligere SU-modtagere havde til staten ved udgangen af 2000 i form af SU-lån, FM-gæld og UFO-gæld, jf. afsnit 5.1. I de to efterfølgende afsnit 5.2 og 5.3 redegøres mere detaljeret for henholdsvis SU-lånegælden og FM-gælden, mens der ikke redegøres nærmere for UFO-gælden, som især vedrører tidligere rejste og misligholdte FM-gældsforhold.
Der redegøres heller ikke for de statsgaranterede studielån, som studerende indtil midten af 1993 havde mulighed for at optage i pengeinstitutter. De omfattede ved udgangen af år 2000 godt 30.000 låntagere med en restgæld på godt 3,0 mia. kr.
Gældstyper
SU-lån er den del af SU-støtten, der forrentes og skal betales tilbage. Der har over tiden været forskellige lånetyper med tilhørende forskellige vilkår for bl.a. forrentning og tilbagebetaling.
FM-gæld opstår, når SUstyrelsen rejser et FM-krav over for en støttemodtager, der har fået udbetalt for meget støtte. Der kan være tale om flere typer FM-krav: Indkomstkontrolkrav (IK-krav), afbrudskrav (AF-krav), og andre FM-krav.
UFO-gæld omfatter hovedsagelig tidligere FM-gældsforhold, hvor debitor ikke har overholdt planen for tilbagebetalingen af gældsforholdet, og hvor tvangsinddrivelse ved fx inkasso ikke har været mulig. Gældsforholdet blev i sådanne tilfælde betragtet som en "p.t. uerholdelig fordring".
Tilbagebetaling
Mens SU-lån først skal betales tilbage 1 – 2 år efter uddannelsens afslutning (afhængig af afslutningstidspunkt og lånetype), skal debitor begynde tilbagebetalingen af FM-krav umiddelbart efter, kravet er rejst.
Administrationen af tilbagebetalingen af SU-gæld er nu delt mellem Finansstyrelsen og SUstyrelsen. I oktober 1996 overtog Finansstyrelsen administrationen af SU-lånegældsforhold fra det tidspunkt, hvor lånets tilbagebetaling skal begynde. I forbindelse med at SUstyrelsen i efteråret 1999 idriftsatte et nyt opkrævningssystem for FM-gæld overtog Finansstyrelsen administrationen af tilbagebetalingen af den misligholdte FM-gæld, dvs. hvis debitor ikke overholdt den aftalte plan for afviklingen af FM-gælden. Administrationsaftalen med Finansstyrelsen indebar endvidere, at Finansstyrelsen fik overført alle tilbageværende UFO-gældsforhold til inddrivelse.
De følgende opgørelser af SU-gælden er derfor sammenstillet af oplysninger fra både SUstyrelsens og Finansstyrelsens registre. Datagrundlaget og opgørelsesmetoden for 2000 er ændret i forhold til de tidligere år, og der er derfor en mindre usikkerhed ved sammenligninger af 2000-tal med tidligere år.
Iagttages udviklingen i den samlede SU-gæld ses jf. tabel 5.1, at restgælden ultimo 2000 udgjorde knap 14,9 mia. kr., hvilket er en stigning på godt 1,3 mia. kr. i forhold til året før. Denne stigning kan næsten udelukkende forklares ved en stigning på knap 1,3 mia. kr. i restgælden for SU-lån, idet den samlede FM-gæld i 2000 steg med 57 mio. kr., mens den samlede UFO-gæld faldt med 28 mio. kr.
Ved udgangen af 2000 var der knap 294.000 personer med en SU-gæld (ekskl. misligholdt) på godt 13,7 mia. kr. Den samlede restgæld steg med 1.117 mio. kr. i forhold til året før en stigning, der fordeler sig med 1.177 mio. kr. i SU-lånegælden, et fald på 37 mio. kr. i FM-gælden og et fald på 24 mio. kr. i UFO-gælden. Den største del af gælden vedrørte SU-lån omkring 98 % af restgælden.
Betragtes den misligholdte SU-gæld ses, at der ultimo 2000 var godt 36.000 personer med en misligholdt SU-gæld på 1,2 mia. kr. Dette er en stigning på 176 mio. kr. i forhold til året før. Denne stigning skyldes, at misligholdte SU-lån steg med 85 mio. kr., og misligholdt FM-gæld steg med 94 mio. kr. En del af stigningen i den misligholdte gæld er betinget af administrative forhold, da fx misligholdt FM-gæld, der er overført til Finansstyrelsen, men som igen er under ”normal afvikling”, fortsat betragtes som misligholdt i modsætning til tidligere.
Figur 5.1 Restgæld på SU-lån og FM-gæld pr. ultimo 1996 - 1999.
Ekskl. misligholdte gældsforhold.
Ovennævnte udvikling i restgælden afspejler også, at bestanden af SU-debitorer er steget med ca. 15.400 gennem året 2000 jf. tabel 5.2, således at der ultimo året var i alt ca. 324.300 personer, der havde SU-gæld i form af SU-lån, FM-gæld, UFO-gæld eller kombinationer af disse gældsformer. 306.200 personer havde lånegæld, mens debitorer med FM-gæld og UFO-gæld udgjorde henholdsvis 41.300 og 8.200.
Nettostigningen på 15.400 SU-debitorer dækker over en tilgang på 38.000 personer, som stiftede SU-gæld i løbet af 2000, og en afgang på 22.600 SU-debitorer, der i 2000 fik afviklet SU-gælden. I 2000 var der en nettotilgang på 14.600 lånedebitorer, en nettotilgang på 4.500 debitorer med FM-gæld, samt en nedgang på 1.100 UFO-debitorer.
Pr. ultimo 2000 var der knap 293.000 SU-debitorer, jf. tabel 5.3. Hovedparten af debitorerne (261.987 svarende til 90 %) havde kun lånegæld, mens ca. 7 % (19.572 debitorer) havde en kombination af gældstyper især låne og FM-gæld.
Omkring 73 % af debitorerne havde kun et gældsforhold, 21 % havde to gældsforhold, 6 % havde tre og under ½ % havde flere end tre gældsforhold.
Tabel 5.4 SU-debitorer og samlet restgæld fordelt efter størrelsen af den samlede restgæld og uddannelsesmæssig status pr. ultimo 2000.
Ved udgangen af 2000 havde de knap 294.000 debitorer en samlet restgæld på 13,7 mia. kr. til staten, svarende til en gennemsnitlig restgæld på ca. 46.600 kr., jf. tabel 5.4. Ved udgangen af 1999 var den tilsvarende gennemsnitlige restgæld på godt 44.600 kr.
Restgældens størrelse varierer, fordi nogle debitorer næsten er færdige med at betale deres gæld tilbage. Andre står netop for at skulle begynde tilbagebetalingen, og andre igen er i færd med at oparbejde SU-gæld, fordi de for nylig er startet på uddannelsen.
Variationen er også et resultat af, at studerende i lange uddannelser kan få tildelt SU-lån i længere tid end personer i de korte uddannelser. Også FM-kravenes størrelse, som jo indgår i den samlede SU-gæld, kan variere.
65 % af debitorerne (189.455) havde en restgæld på under 50.000 kr., mens 12 % (34.425) havde en restgæld på 100.000 kr. eller derover. De tilsvarende andele ved udgangen af 1999 var henholdsvis 66 % og 11 %.
Hovedparten af debitorerne (194.932 svarende til 66 %) havde afsluttet uddannelsen ved udgangen af 2000. Gennemsnitsgælden var 46.000 kr. for disse debitorer med afsluttet uddannelse. Ved udgangen af 1999 havde 189.123 (67 %) afsluttet uddannelsen, og den gennemsnitlige restgæld for disse var 43.400 kr.
Den gennemsnitlige gæld for debitorer, der var under uddannelse ved udgangen af 2000, var godt 47.800 kr. Det er lidt mere end det tilsvarende beløb ved udgangen af 1999 (knap 47.000 kr.).
Det samlede antal debitorer er steget ca. 11.500 og restgælden 1.117 mio. kr. i forhold til året før. Antal debitorer under uddannelse er steget med godt 5.600, mens antallet af debitorer med afsluttet uddannelse er steget med ca. 5.800. Stigningen i antal debitorer under uddannelse skyldes bl.a. en registreret stigning i lånetilbøjeligheden de seneste år.
Figur 5.2 SU-debitorer og restgæld fordelt efter uddannelsesmæssig status pr. ultimo 2000.
En del af SU-støtten kan være udbetalt i form af lån, der skal betales tilbage. Lånevilkårene (bl.a. forrentningen) har varieret over tiden, og en person kan derfor have flere lånegældsforhold af forskellig type. Der findes for øjeblikket debitorer med følgende lånetyper, men lån udbetalt til og med støtteåret 1974/75 (lån 3 og lån 1) har stort set ingen betydning længere:
Lån 3 - udbetalt til og med støtteåret 1969/70 (uforrentet)
Lån 1 - udbetalt i støtteårene 1970/71 - 1974/75 (kun forrentet efter uddannelsens ophør)
Lån 4 - udbetalt i støtteårene 1982/83 - 1987/88 (forrentet i hele løbetiden)
Lån 5 - udbetalt i støtteårene 1988/89 - 1990 (forrentet i hele løbetiden)
Lån 6 - udbetalt fra og med støtteåret 1991 (forrentet i hele løbetiden)
De følgende oplysninger om SU-lånegæld er hentet fra både Finansstyrelsens registre over lånegældsforhold under tilbagebetaling og SUstyrelsens eget edb-register over lånegældsforhold, der endnu ikke har nået tilbagebetalingstidspunktet. Oplysninger om misligholdt SU-lånegæld indgår kun i de indledende tabeller i dette afsnit.
SU-lånegælden er den dominerende gældstype. Restgælden på SU-lån udgør knap 14,3 mia. kr. svarende til knap 96 % af statens samlede tilgodehavende hos de nuværende eller tidligere uddannelsessøgende. Godt 306.000 personer ud af de godt 324.000 SU-debitorer havde SU-lånegæld ved udgangen af 2000 jf. tabel 5.5.
Af den samlede SU-lånegæld på de 14,3 mia. kr. udgør de 13,4 mia. kr. (281.391 debitorer) ikke misligholdte fordringer, mens ca. 900 mio. kr. (25.327 debitorer) er misligholdt lånegæld. Samlet udgjorde de ikke misligholdte fordringer i 2000 knap 94 % af den samlede SU-lånegæld. Et forhold, som ikke er ændret i forhold til 1999.
Den største del af gældsforholdene vedrørte den nuværende lånetype (lån 6), som er steget 1,6 mia. kr. fra 10.442 mio. kr. ved udgangen af 1999 til 12.024 mio. kr. ved udgangen af 2000. En stigning, der procentuelt fordeler sig ens på henholdsvis misligholdte og ikke misligholdte fordringer. Kun få af gældsforholdene vedrører de gamle lånetyper (lån 1 og lån 3) og restgælden er faldende for alle tidligere lånetyper (lån 1, 3, 4 og 5).
Samlet set er restgælden steget med knap 1,3 mia. kr. fra 13,0 mia. kr. i 1999 til 14,3 mia. kr. i 2000 jf. tabel 5.6. Bag denne nettostigning ligger der udbetaling af nye SU-lån (lån 6) for 1.797 mio. kr., tilskrevne renter for 559 mio. kr. og indbetalinger for 1.094 mio. kr. i 2000.
¨
Antallet af debitorer er i 2000 steget med 14.600 fra ca. 291.600 ved årets indgang til 306.200 ultimo året. I alt har SUstyrelsen fået 31.900 nye kunder, mens 17.300 debitorer har færdiggjort tilbagebetalingen af deres SU-lån. Antallet af debitorer er faldet indenfor alle lånetyper bortset fra lånetype 6, som er den gældende i dag.
For denne lånetypes (lån 6) vedkommende er tilgangen som nævnt på 31.900 nye debitorer, mens 6.900 debitorer har afsluttet tilbagebetalingen. Netto er bestanden af debitorer med lånetype 6 steget med 25.200.
Godt 95.000 (34 %) af de i alt 281.300 SU-lånedebitorer var under uddannelse ved udgangen af 2000. Disse begynder normalt først at betale lånegælden tilbage 1 - 2 år efter, at uddannelsen er afsluttet.
Knap 65.000 (23 %) af lånedebitorerne havde afsluttet uddannelsen ved udgangen af 2000, men var endnu ikke begyndt på tilbagebetalingen. De personer, der ikke begynder på en ny uddannelse, skal begynde at betale deres lånegæld tilbage i 2001 eller 2002.
De sidste knap 121.000 lånedebitorer med afsluttet uddannelse (43 %) var i gang med at betale deres lånegæld tilbage ved udgangen af 2000.
Antallet af lånedebitorer er steget med knap 30.000 fra udgangen af 1997 til de godt 281.000 lånedebitorer ved udgangen af 2000. Det er især antallet af lånedebitorer under uddannelse, der har været stigende fra 1997 til 2000. I samme 4-års periode er den samlede restgæld på SU-lån steget knap 3,0 mia. kr. til i alt knap 13,4 mia. kr.
Figur 5.3 Debitorer med SU-lånegæld fordelt efter uddannelsesmæssig status og om gælden er under tilbagebetaling pr. ultimo 1997 - 2000.
Lånedebitorer under uddannelse.
Knap 96.000 personer med SU-lånegæld var under uddannelse ved udgangen af 2000, heraf knap 82.000 i videregående uddannelser, jf. tabel 5.9.
Antallet af SU-lånedebitorer under uddannelse svarer ved udgangen af 2000 til 44 % af samtlige SU-modtagere under uddannelse. For lånedebitorer i ungdomsuddannelser er andelen kun 20 %, mens den er 55 % for debitorer i videregående uddannelser.
Ca. 63 % (60.341) af samtlige lånedebitorer under uddannelse havde ved udgangen af 2000 en gæld på under 50.000 kr. og ca. 12 % (11.013) en gæld på 100.000 kr. og derover. Debitorer i ungdomsuddannelser havde gennemgående en mindre gæld, idet 84 % (11.674) havde en gæld på under 50.000 kr. og 3 % (451) en gæld på 100.000 kr. og derover.
Lånedebitorer med afsluttet uddannelse.
Knap 186.000 personer med SU-lånegæld havde afsluttet uddannelsen ved udgangen af 2000, jf. tabel 5.10. Det svarer til ca. 66 % af samtlige godt 281.000 debitorer med SU-lånegæld.
Hovedparten af lånedebitorer godt 146.000 eller 79 % havde afsluttet en videregående uddannelse og knap 40.000 (21 %) en ungdomsuddannelse.
Omkring 64 % (118.748) af samtlige lånedebitorer med afsluttet uddannelse havde ved udgangen af 2000 en gæld på under 50.000 kr. og godt 12 % (22.203) havde en gæld på 100.000 kr. og derover. Det er især lånedebitorer, der har afsluttet en videregående uddannelse, der havde gældsposter på 100.000 kr. og derover. Ved udgangen af 2000, drejede det sig om 15 % (21.255) af lånedebitorerne med en afsluttet VU. Ved udgangen af 1999 var den tilsvarende andel omkring 13 %.
De knap 186.000 debitorer med afsluttet uddannelse ved udgangen af 2000 skyldte i gennemsnit 47.200 kr., jf. tabel 5.11.
64 % (118.748) af debitorerne havde en gæld på under 50.000 kr., ca. 24 % (44.835) skyldte mellem 50.000 kr. og 100.000 kr., mens ca. 12 % (22.203) skyldte mere end 100.000 kr.
Hovedparten af lånedebitorerne (79 %) har senest været i gang med en videregående uddannelse, og det er også disse lånedebitorer, der har størst lånegæld – gennemsnitligt 53.400 kr. Lånedebitorer med en afsluttet ungdomsuddannelse havde en gennemsnitlig restlånegæld på 24.700 kr.
Tabellen viser også, at der bliver færre og færre debitorer, jo længere tid der er gået siden uddannelsen er afsluttet. Det er en naturlig følge af, at gælden har været under tilbagebetaling i flere år.
Ved udgangen af 1999 var der fx 11.549 debitorer, der havde afsluttet uddannelsen i 1991 og havde en gennemsnitlig restlånegæld på 19.700. Ved udgangen af 2000 var der 9.160 af disse debitorer tilbage. Faldet i antal debitorer, der sluttede uddannelsen i 1991, må især skyldes, at ca. 2.400 personer er blevet færdige med at afvikle deres lånegæld i 2000. Samtidig er den gennemsnitlige restgæld for de tilbageværende faldet til 16.300 kr.
I 2000 afsluttede godt 91.000 SU-modtagere en uddannelse. Heraf afsluttede knap 54.000 en ungdomsuddannelse og godt 37.000 en videregående uddannelse uden at være begyndt på en ny ved udgangen af året.
Knap 37.000 (40 %) af de SU-modtagere, der afsluttede uddannelsen i 2000, havde studiegæld i form af SU-lån, jf. tabel 5.12. Disse personer havde en SU-lånegæld på tilsammen 2.160 mio. kr. svarende til en gennemsnitlig gæld på ca. 58.400 kr.
Knap 25.000 (67 %) af SU-modtagerne, der afsluttede en videregående uddannelse, havde SU-lånegæld. Den samlede lånegæld var 1.790 mio. kr., hvilket svarer til en gennemsnitsgæld på 72.400 kr. Spredningen i gældens størrelse er dog betydelig, og godt 2.400 personer havde en gæld på 150.000 kr. og derover.
Kun 23 % af SU-modtagerne (godt 12.000), der afsluttede en ungdomsuddannelse i 2000, havde SU-lånegæld. Den gennemsnitlige lånegæld var 30.100 kr.
Ved udgangen af 2000 var godt 121.000 SU-lånedebitorer i gang med at tilbagebetale dvs. ca. 43 % af samtlige lånedebitorer.
Længden af den periode, som gælden skal betales tilbage på, og den årlige ydelse fastsættes under hensyn til den samlede lånegælds størrelse (dvs. det oprindelige lånebeløb plus de tilskrevne renter).
49 % af de SU-lånedebitorer, der er i gang med at afvikle lånegælden, betaler under 5.000 kr. i samlet årlig ydelse, og 38 % betaler mellem 5.000 og 10.000 kr. om året jf. tabel 5.13. Omkring 13 % betaler altså 10.000 kr. eller mere i samlet årlig ydelse.
SU-lånedebitorer, der har afsluttet en videregående uddannelse, betaler ikke overraskende mere tilbage om året end de debitorer, der har afsluttet en ungdomsuddannelse. 15 % af debitorerne med en afsluttet videregående uddannelse betalte 10.000 kr. eller mere om året, mod kun 3 % af debitorerne med en afsluttet ungdomsuddannelse.
Knap 20.000 eller 17 % af SU-lånedebitorerne under tilbagebetaling er begyndt på tilbagebetalingen i 2000.
Figur 5.4 Debitorer under tilbagebetaling pr. ultimo 2000 procentvis fordelt efter størrelsen af den årlige ydelse og uddannelseskategori.
Under halvdelen (9.027) af de i alt ca. 23.500 færdigbetalte lån i 2000 er af de ældre typer (lån 1, lån 3 og lån 4) sidstnævnte lånetype blev sidst udbetalt i juli 1988. Over halvdelen (65 %) af de færdigbetalte lån kan henføres til personer, der afsluttede uddannelsen i 1991 eller tidligere, og som dermed har været under tilbagebetaling i 8 år eller mere jf. tabel 5.14. I 2000 blev 6 % af de lånegældsforhold, der eksisterede ved udgangen af 1999, betalt tilbage.
FM-gæld opstår, når SUstyrelsen rejser et FM-krav over for en støttemodtager, der har fået udbetalt for meget støtte. Der er flere typer FM-krav:
Indkomstkontrolkrav (IK-krav)
- hvis der er tjent for meget ved siden af SU-støtten
Afbrudskrav (AF-krav)
- hvis en eller flere støttearter, der udbetales månedsvis forud, er udbetalt før SUstyrelsen har fået meddelelse om, at uddannelsen er afbrudt/afsluttet.
Andre FM-krav
- andre typer af krav, fx hvis der er udbetalt støtte på grundlag af forkert bopælsstatus eller den studerende bliver erklæret studieinaktiv.
En person kan både have flere typer FM-krav og flere krav af de enkelte typer.
IK-krav rejses typisk 8 - 10 måneder efter støtteårets udløb. Afbrudskrav og de øvrige FM-krav rejses umiddelbart efter, at der er udbetalt for meget typisk nogle få måneder.
Ultimo 2000 havde 41.269 debitorer, jf. tabel 5.15 en samlet FM-gæld på 430 mio. kr. 19.699 havde FM-gæld som følge af et eller flere IK-krav, mens 22.060 personer havde en restgæld fra et eller flere AF-krav. Godt 900 debitorer havde FM-gæld som følge af andre typer FM-krav. Den samlede FM-gæld fordelte sig med 298 mio. kr. (69 %) på IK-krav, 126 mio. kr. (29 %) på AF-krav, mens 7 mio. kr. (2 %) vedrørte andre FM-krav.
FM-restgælden på 430 mio. kr. fordeler sig med 308 mio. kr. (72 %) på ikke misligholdt gæld, mens misligholdt gæld udgør i alt 122 mio. kr. (28 %). En del af de gældsforhold, som i denne sammenhæng betegnes som misligholdt, kan igen være under normal afvikling.
Samlet er restgælden på FM-gæld jf. tabel 5.16 steget 61 mio. kr. i løbet af år 2000 fra 369 mio. kr. ultimo 1999 til 430 mio. kr. ultimo 2000. Bag denne stigning ligger et tilbagekrævet beløb på 244 mio. kr., hvortil skal lægges tilskrevne renter for i alt 18 mio. kr. Herfra trækkes indbetalinger for i alt 201 mio. kr., hvoraf ovennævnte stigning i restgælden fremkommer.
Tabel 5.17 Til- og afgang af FM-gældsforhold i 2000.
Betragtes den samlede udvikling i FM-gældsforholdene ses jf. tabel 5.17, at antallet af gældsforhold er steget med i alt 5.100 i løbet af 2000 - fra en bestand på 44.800 gældsforhold ultimo 1999 til en bestand på 49.900 gældsforhold ultimo 2000. Der er i løbet af år 2000 rejst 32.300 nye FM-krav, mens 27.200 krav er blevet færdigbetalt i perioden.
De 49.900 gældskrav ultimo 2000 fordeler sig med 24.000 IK-krav, 24.900 AF-krav og 1.000 andre FM-krav. 77 % (38.266) af disse gældsforhold vedrørte jf. tabel 5.15 ikke misligholdte gældsforhold, mens 23 % (11.599) er misligholdt gæld.
I alt er der i løbet af år 2000 rejst 32.323 nye FM-gældskrav med et krav om tilbagebetaling på i alt 244 mio. kr., hvilket svarer til, at det gennemsnitlige tilbagebetalingskrav var på 7.600 kr., jf. tabel 5.18. Af de rejste tilbagebetalingskrav blev 33 % (10.682) tilbagebetalt i løbet af år 2000.
Knap 80 % af de rejste FM-krav (25.548) havde en kravstørrelse på 10.000 kr. eller derunder. Af disse FM-krav udgjorde AF-krav 60 %. FM-krav med en størrelse på 30.000 kr. og derover (1.349) udgjorde godt 4 % af de rejste krav. Af disse krav udgjorde IK-krav godt 90 %.
For FM-gældskrav på under 10.000 kr. blev 38 % tilbagebetalt i 2000, mens den tilsvarende % sats for FM-gældskrav på 50.000 og derover var på 3 %. Der er således en tendens til, at mindre gældskrav bliver tilbagebetalt forholdsvis hurtigere.
Af de 27.027 gældskrav, der blev tilbagebetalt i 2000, jf. tabel 5.19 var 40 % rejst i samme år (10.682), mens 5 % (1.278) var rejst i 1995 eller tidligere. Der er ikke overraskende en tendens til at mindre krav på 10.000 kr. eller derunder bliver betalt tilbage forholdsvis hurtigt. Således udgør FM-krav fra 1999 og 2000 75 % af de FM-krav på op til 10.000 kr., der blev betalt tilbage i år 2000.
Derimod udgør FM-krav fra 1995 eller tidligere 42 % af de tilbagebetalte FM-krav på 50.000 kr. og derover.
De 27.072 tilbagebetalte FM-krav i 2000 fordeler sig jf. tabel 5.20 med 47 % på IK-krav (12.587), 51 % på AF-krav (13.887) og 2 % (553) på andre FM-krav. IK-krav udgør 58 % af de tilbagebetalte FM-krav fra 1995 eller tidligere, mens den tilsvarende andel af tilbagebetalte FM-krav fra 2000 kun er 40 %. For AF-krav er det lige omvendt, idet AF-krav udgør 40 % af de samlede FM-krav fra 1995 eller tidligere, mens 58 % af de FM-krav, der var rejst og tilbagebetalt i 2000 var AF-krav. Denne tendens skal ses i lyset af, at AF-krav typisk er mindre krav end IK-krav.
Ved udgangen af år 2000 havde 30.946 debitorer en samlet FM-restgæld på 308 mio. kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig restgæld på 10.000 kr. I perioden 1997 - 2000 er disse talstørrelser kun ændret marginalt.
Godt 87 % (26.845) af samtlige debitorer med FM-gæld havde ved udgangen af 2000 en restgæld på under 20.000 kr. og knap 1 % (128) havde en restgæld på 100.000 kr. og derover. Dette er uforandret fra 1997, men dækker over at antallet af debitorer med en gæld på 100.000 og derover er faldet med 38 % i samme periode. Denne udviklingstendens er usikker pga. de ændrede administrative procedurer, der blev indført i 1999 i forbindelse med Finansstyrelsens overtagelse af opkrævningen af de misligholdte FM-gældsforhold.
AF(-krav/gæld): Afbruds-krav/gæld - delmængde af FM-krav/gæld
EU: Erhvervsfaglig ungdomsuddannelse
FM(-krav/gæld): Krav/gæld som følge af for meget modtaget støtte
FSK: Uddannelse på folkeskoleniveau
GU: Gymnasial og almen ungdomsuddannelse
HB: Hjemmeboende - bruges i forbindelse med bopælsstatus for støttemodtagere
IK(-krav/gæld): Indkomstkontrol-krav/gæld - delmængde af FM-krav/gæld
KVU: Korte videregående uddannelser
LVU: Lange videregående uddannelser (inkluderer også de mellemlange uddannelser)
UU: Ungdomsuddannelse
UFO(-krav/gæld): Krav/gæld som er eller har været registreret som en uerholdelig fordring
UB: Udeboende - bruges i forbindelse med bopælsstatus for støttemodtagere
VU: Videregående uddannelse
Egenindkomst:
Positiv personlig indkomst + positiv kapitalindkomst + positiv aktieindkomst ¸ uddannelsesopsparingsrenter ¸ arbejdsmarkedsbidrag ¸ overskud af danske ejendomme ¸ SU-stipendier.
Endelig støtte:
Tildelt stipendium og lån efter at støtten er reguleret for rejste FM-krav.
FM-gældsforhold:
Et for meget modtaget stipendie- og/eller lånebeløb, der er krævet tilbagebetalt, og på opgørelsestidspunktet endnu ikke er betalt tilbage. Den oprindelige FM-gæld svarer til det samlede tilbagekrævede beløb, inklusive et eventuelt procenttillæg.
FM-debitor:
En person, der på opgørelsestidspunktet har et eller flere FM-gældsforhold til SUstyrelsen.
Helårsstøttemodtager:
Støttemodtagere, som er under uddannelse i mindst 6 af årets første 9 måneder samt i oktober måned. Endvidere må støttemodtageren hverken starte eller slutte sin uddannelse i året eller have haft orlov, været i lønnet praktik eller have modtaget anden offentlig støtte.
Hjemmeboende støttemodtager:
En støttemodtager, der har samme folkeregisteradresse som eller rent faktisk bor hos blot en af forældrene.
Låntager :
En person, der i opgørelsesperioden har fået tildelt SU-lån.
Misligholdt gældsforhold :
Et SU-gældsforhold, der er opsagt, sendt/tidligere har været sendt til inkasso, under gældssanering/konkursbehandling eller overført til tvangsinddrivelse i Finansstyrelsen, og som på opgørelsestidspunktet ikke er betalt tilbage.
Restgæld:
Svarer til den oprindelige gæld plus tilskrevne renter minus indbetalinger på opgørelsestidspunktet.
Stipendiemodtager:
En person, der i opgørelsesperioden har fået tildelt stipendium.
Studieophold i udlandet:
Ophold i udlandet, som et dansk uddannelsessted har godkendt som et led i en igangværende uddannelse i Danmark.
Støttemodtager:
En person, der i opgørelsesperioden har fået tildelt stipendium og/eller SU-lån.
Støtteramme:
Det højeste beløb der kan opnås i form af SU-stipendier, SU-lån og statsgaranterede studielån.
Støtteår:
Den periode, for hvilken SUstyrelsen normalt beregner støtte efter ensartede regler og satser.
Støtteårsværk:
En regningsenhed, der svarer til 12 måneders støtte for en eller flere støttemodtagere i opgørelsesperioden.
SU-debitor:
En person, der på opgørelsestidspunktet har et eller flere låne-, FM- og/eller UFO-gældsforhold.
SU-gældsforhold:
Et SU-lånegældsforhold, et FM-gældsforhold eller et UFO-gældsforhold, der på opgørelsestidspunktet ikke er betalt tilbage.
SU-lån:
Et statslån/studielån af typen 1, 3, 4, 5 eller 6.
SU-lånedebitor:
En person, der på opgørelsestidspunktet har et eller flere lånegældsforhold til SU og/eller til Finansstyrelsen.
SU-lånegældsforhold:
Et udbetalt SU-lån, der på opgørelsestidspunktet ikke er betalt tilbage.
Tildelt stipendium:
Et stipendiebeløb, der er tildelt i opgørelsesperioden. Beløbet er reguleret for rejste afbrudskrav og lignende - dog ikke for IK-krav vedrørende det pågældende år.
Tildelt SU-lån:
Et lånebeløb, der er tildelt i opgørelsesperioden. Beløbet er reguleret for rejste afbrudskrav og lignende - dog ikke for IK-krav vedrørende det pågældende år.
Udeboende støttemodtager:
En støttemodtager, der har en folkeregisteradresse, som er forskellig fra begge forældrenes, og som rent faktisk ikke bor hos en af forældrene - uanset om der er tildelt/udbetalt stipendium efter hjemmeboende-sats.
UFO-debitor:
En person, der på opgørelsestidspunktet har et eller flere UFO-gældsforhold.
UFO-gældsforhold:
UFO er en forkortelse for uerholdelig fordring. Dvs. et FM-gældsforhold, der tidligere har været misligholdt, og som på opgørelsestidspunktet ikke er betalt tilbage. Den oprindelige UFO-gæld svarer til det krævede beløb, der er fastsat ved dom eller forlig.
Undervisningsår:
Perioden fra og med august til og med juli det efterfølgende år.
Ungdomsuddannelse:
Godkendte uddannelser på folkeskoleniveau og godkendte ungdomsuddannelser (nævnt i Håndbogen om Statens Uddannelsesstøtte).
Videregående uddannelse:
Godkendte korte, mellemlange og lange videregående uddannelser (nævnt i Håndbogen om Statens Uddannelsesstøtte).